Billede beskrivelse

Nu rejser ny skole sig: Om et års tid rykker elever og lærere ind

02. maj 2022 kl. 12.14

Nu begynder det nye Skolecenter Jetsmark for alvor at rejse sig.

Forleden blev der holdt et festligt rejsegilde for håndværkerne på den nye skole, og om lidt over et år flytter elever og personale ind i Jetsmarks nye bygning for læring og kultur. Det fortæller Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Skolecentret bliver omdrejningspunkt for både skole og fritidsaktiviteter for byerne Pandrup, Kaas og Moseby.

- Med rejsegildet markerer vi en vigtig milepæl i byggeriet. Vi er kommet langt siden første spadestik, og det er med stor tilfredsstillelse at se, at arbejdet skrider planmæssigt frem trods udfordringer undervejs med prisstigninger på byggematerialer og leveranceproblemer på grund af pandemien. Jeg vil gerne takke NCC og håndværkerne for deres indsats. De har været proaktive og fleksible i processen, mens de har ventet på leverancer. Det er helt afgørende for, at vi holder tidsplanen, siger borgmester Mogens Christen Gade, Jammerbugt Kommune.

Det nye Skolecenter Jetsmark kommer til at fremstå som et arkitektonisk markant og identitetsskabende byggeri med elevernes læring, trivsel og uddannelse i centrum. Byggeriet understøtter skolen som en attraktiv arbejdsplads og kommer til at fungere i samspil med lokalsamfundet som en aktiv medspiller i skolens hverdag.

Skolen vil danne optimale rammer for de forskellige aktiviteter og arrangementer i løbet af skolens undervisning. Oveni får det lokale kultur- og foreningsliv gavn af den nye skoles faciliteter, da skolen bygges som en fleksibel og multianvendelig skole, hvor både ude- og indearealer kan anvendes til mange formål inden for undervisning, kultur og foreningsliv.

- Vi bygger en skole og et kulturcenter under samme tag til glæde for borgere og børnefamilier i Pandrup, Kaas og Moseby. Skolen er en ambition om at udvikle området og skabe en stærkere sammenhængskraft mellem de tre byer. Gode rammer og tilbud betyder meget for børn og unge, og vi kan allerede se, at flere børnefamilier vælger at bosætte sig i området, fortæller Susanne Møller Jensen, der er formand for Børne- og familieudvalget.

Skolecenter Jetsmark skal opføres som en tresporet skole fra 0.-9. klasse med integreret SFO og plads til førskoleelever fra 1. april til 1. august. Idræt og bevægelse foregår i Jetsmark Idrætscenter, der ligger lige ved siden af skolen, og som også gennemgår en større renovering og ombygning.

Skolens bruttoareal bliver ca. 8.500 kvadratmeter. Byggeriet forventes afsluttet og klar i august 2023.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste