Nu graves der igen: Hovedvej totalspærret i weekenden
Lysreguleringen skifter til grønt, og rækken af biler snegler sig forbi gravemaskinerne, der er på arbejde i det sydlige spor af hovedvej 11 i Halvrimmen. Siden 2019 har Jammerbugt Forsyning stået for separatkloakering i byen. Efter en pause på lidt mere end to måneder, trækker vejarbejdet nu igen køer på hovedvejen.
- Planen er, at vi i år skal nå fra Nørre Øksevej og så ud til byskiltet på Thistedvej mod Brovst. Det skal vi nå inden nytår, så det er den store plan, fortæller Jane Møller Mortensen, projektleder i Jammerbugt Forsyning.
Totalafspærring i weekenden
I weekenden fra fredag 25. marts om aftenen til mandag morgen 28. marts er hovedvejen i Halvrimmen totalt spærret.
- Der afspærrer vi strækningen fra bageren og ud til Gammel Kongevej cirka. Og samtidig afspærrer vi strækningen fra Toyota til Lyngvej. Så der bliver lidt trafik at håndtere, som skal uden om i weekenden, fortæller Jane Møller Mortensen.
Grunden til afspærringen er, at der skal graves et enormt hul. Nogle kan måske huske i november 2019, hvor der også var totalafspærring. Her var et kæmpestort hul i hovedvejen ved Sønder Øksevej.
- Hullet bliver faktisk endnu større den her gang. Og det store hul kommer til at være lige ved Nørre Øksevej. Der står et rigtigt stort betonbygværk nede under jorden, som vi skal have fjernet, og så skal vi have sat nogle brønde i stedet for. Så det er den vigtigste plan, vi har for weekenden, siger Jane Møller Mortensen.
Beredskab og beboere kan komme forbi
Jane Møller Mortensen forsikrer, at det hele weekenden er muligt at handle ved Halvrimmen Bageri. Kommer kunderne i bil, kan de køre ad Nørre Øksevej og følge pilene.
- Statsvejen vil være spærret, men beredskabet kan komme frem, og langt de fleste beboere vil kunne køre ind til deres ejendomme, siger Jane Møller Mortensen.
Entreprenøren, HMC Byg og Anlæg, orienterer de beboere, hvor det ikke kan lade sig gøre.
Tålmodighed er en dyd, lyder en gammel talemåde. Og den kan de 8.000 bilister, som dagligt kører ad hovedvej 11 gennem Halvrimmen, godt huske på - ikke bare i weekenden - men resten af året.