
Nu får 625 elever ny skole: Nøglerne er afleveret
Byggeri til over 150 millioner står nu klar til at huse elever fra Moseby, Kaas og Pandrup
JETSMARK: Når 9. klasserne om få uger kaster karameller til de yngre elever i skolegården i Kaas, bliver det for sidste gang.
For efter sommerferien bliver alle elever fra Moseby, Kaas og Pandrup samlet under et tag i det nye Skole- og Kulturcenter Jetsmark, hvor der er plads til 625 skolebørn.
Byggeriet har koster over 150 millioner kroner og NNC, der har stået for det, har netop afleveret nøglerne til borgmester Mogens Christen Gade (V), der ser frem til at elever og lærere flytter ind.
- Samtidig bliver det spændende at følge, hvordan lokalbefolkningen i øvrigt sammen med skolen vil udleve visionen om at gøre det nye skolecenter til et lokalt kultur- og kraftcenter for hele Jetsmarkområdet i et godt samarbejde med Jetsmark Idrætscenter,” siger han i en pressemeddelelse.

Byggeriet på 8.500 kvadratmeter er færdigt til tiden, og det glæder både borgmester Mogens Christen Gade og holdet fra NCC.
”Vi er rigtig glade for at aflevere endnu en skole til Jammerbugt Kommune – det er altid noget helt specielt at aflevere et projekt, hvor de fleste af byens borgere får en tilknytning til huset, fortæller NCC Buildings områdedirektør Jakob Søe Lundgaard.
Det er Jammerbugt Kommunes hensigt, at den nye skole- og kulturcenter fremstår som et arkitektonisk markant og identitetsskabende byggeri og at de nye bygninger vil understøtte skolen som en attraktiv arbejdsplads og fungere i samspil med lokalsamfundet i skolens hverdag.
Centret kommer fra næste skoleår til at rumme en tresporet skole fra 0.-9. klasse med integreret SFO og plads til førskoleelever fra 1. april til 1. august. Idræt og bevægelse foregår i Jetsmark Idrætscenter, som ligger lige ved siden af.


