Billede beskrivelse

Nu dækker Rejseplanen alle landområder

25. februar 2018 kl. 09.28

Nordjyllands Trafikselskab (NT) har i samarbejde med Region Nordjylland og de nordjyske kommuner lanceret Plustur. En ny kørselsordning, der skal forbinde landområderne med den kollektive trafik og derved styrke mobiliteten markant i de områder, som ikke er dækket af almindelig bus- og togtrafik.

Plustur kan benyttes i landområder, hvor hverken bus eller tog kører hele vejen til det ønskede område inden for regionen. Plustur bestilles via Rejseplanen.dk som en del af en almindelig rejse og er designet til at forbinde kunderne med den nærmeste kollektive trafik til en fast pris på 22 kroner per person.

- Formålet med Plustur er at løfte mobiliteten i de nordjyske landområder ved at tilbyde kunderne en prisvenlig og integreret kollektiv trafikløsning. Vores kunder i yderområderne bliver dermed koblet på vores hovednet gennem en fleksibel kørselsordning, som effektivt balancerer mobilitet og økonomi. Vi håber derfor, at endnu flere nordjyder vil benytte sig af den kollektive trafik i fremtiden, forklarer Mette Henriksen, der er chef for kunder og salg hos NT.

Plustur gør det dermed muligt at rejse mellem en adresse og et stoppested eller et stoppested og en adresse, og kørselsordningen vil derfor aldrig varetage størstedelen af den samlede rejse. Ordningen følger bussernes og togenes dagsruter og skal bestilles via Rejseplanen.dk minimum to timer før planlagt afgang.

Siden maj 2017 har Plustur kørt som pilotprojekt i henholdsvis Hjørring og Jammerbugt Kommune, og her har kørselsordningen været en succes.

Siden lanceringen i hele Nordjylland er initiativet blevet godt modtaget af kunderne. Således viser tal fra NT i perioden fra den 3. januar 2018 og frem til den 10. februar, at der blev foretaget i alt 74 kørsler med Plustur.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste