Nu åbner Dit Lægehus i Fjerritslev
Falck Lægehuse er nu klar til at åbne dørene til Dit Lægehus i Fjerritslev.
Åbningen har været længe undervejs, Falck Lægehuse overtog i samarbejde med læge Kenni Bøtcher de tre ydernumre i Fjerritslev med virkning fra 1. januar. Men vurderingen var, at der var akut behov for at renovere lægehuset, blandt andet for at sikre de personfølsomme oplysninger, der opbevares i lægehuset. Derfor var man fra Falck Lægehuses side nødsaget til at holde lægehuset lukket, mens det blev renoveret og i stedet henvise borgerne til Dit Lægehus i Brovst.
Det er Jammerbugt Kommune, der ejer bygningen, hvor lægerne har til huse i Fjerritslev, og derfor har der fra kommunalt hold været arbejdet ihærdigt på at få lægehuset klar til åbningen 1. marts. Der er i alt blevet investeret . Og selvom der var meget, der skulle laves, er det lykkedes at overholde tidsplanen, så man nu kan slå dørene op 1. marts.
- Det er vi utrolig glade for, fortæller Thomas Helt fra Falck Lægehuse, der ved, at det har været en hård periode for både borgere og personale at komme igennem.
Men nu lykkes det endelig. Der vil i første omgang ikke være en åbningsreception, da det vigtigste er, at folk, der skal til lægen, kan komme det, fortæller Thomas Helt, der dog regner med, at man efter en periode gerne vil invitere borgere og borgmester til reception.
Når lægehuset åbner 1. marts vil der være flere kendte ansigter blandt personalet, da flere af de gamle medarbejdere i lægehuset har valgt at takke ja til en ansættelse hos Falck Lægehuse.