Nisser til minimesse i Øsløs
Af Ole Iversen.
ØSLØS: Der var strømpe-nisser og smagsprøver, kirkegårdskranse og keramik, negle og nørklerier, og træting og Tupperware da der søndag for fjerde gang var minimesse og julemarked i Øsløs Forsamlingshus.
Sidste år havde 300 en hyggelig eftermiddag med mulighed for at besøge og handle hos 15 stande, med meget varieret udbud. Efter tilstrømningen de første timer, tydede det på at der kom lige så mange gæster i år.
- Vi holder markedet for dels at skabe en aktivitet der kan give folk i lokalområdet en god og hyggelig eftermiddag sammen. Men vi gør det også for skabe noget indtjening til Øsløs Sogne og Kulturforening, fortæller formand for foreningen Bendt Bruun, der fortsætter:
- Overskuddet fra minimarkedet, som altid afholdes første søndag i november, går til drift og vedligeholdelse af forsamlingshuset, og "Præstens have" - hvor vi afholder sommerfester mm.
Udover udstillerne var der amerikansk lotteri, kaffe og kage. Der var selvfølgelig også årets første gløgg og æbleskiver, hvis man ikke kunne vente til julen kom lidt tættere på.