Musikforestilling om Berlin gennem 1900-tallet
Thurø Musikteater spiller på Bunkermuseum Hanstholm en forestilling om, at ”frihed er ikke en selvfølge”
HANSTHOLM: Torsdag aften 5. marts får Thisted Teaterkreds på Hanstholm Bunkermuseum besøg af Thurø Musikteater med forestilingen ”Berlin - Frihed er ikke en selvfølge”. Det er en musikalsk tidsrejse fra 1920’erne til 1990’erne på 70 minutter, så det går stærkt.
Otto Keldsen (Anders Allentoft) og Grethe Müller (Uta Motz) er nyansat i Happy Travel, der arrangerer rejser til Berlin. Og de står for de informationsaftener, rejseselskabet arrangerer rundt omkring i Danmark for at vække lysten til at besøge byen med den spændende arkitektur, de pikante kabaretter og den gode øl. Aftenerne er planlagt i en let causerende og underholdende stil med en musikalsk tidsrejse, så publikum mærker historiens vingesus. Men Grethes oplevelser fra tiden i det gamle Østtyskland presser sig på. Musikken vækker hendes erindringer, som bliver så levende, at hun ikke kan holde dem tilbage, og Otto kommer på hårdt arbejde for at holde infoaftenen i det lette spor, som de egentlig havde planlagt.
Forestillingen bliver dermed en påmindelse om, at friheden ikke er en selvfølge. Her - midt i Europa - kan politiske systemer ændre sig i hastigt tempo. Med sange i øst og vest på tysk, jiddisch, dansk og engelsk kommer de to sprælske musikere igennem det 20. århundred og gør Berlin-murens historie levende på ny. Stykket er inspireret af Uta Motz’s egne oplevelser i Berlin, hvor hun tidligere har boet - og af Jesper Clemmensens bog ”Flugtrute Østersøen”.
Nærmere på: www.teaterkredsen.dk.