Museum i Tinghuset

17. juni 2017 kl. 09.34

Tinghuset i Fjerritslev har fået et lille museum i form af en celle med effekter fra retten og fængslet.

Ved sæsonens sidste bestyrelsesmøde i sidste uge havde Kulturforeningen Tinghuset besøg af Per Nielsen fra Bryggerimuseet.

Han var stedfortræder for Ellen Helvind, som i samarbejde med Tinghuset har indrettet cellen. Effekterne er venligst udlånt indtil videre, og det er planen, at det lille museum skal være tilgængeligt ved arrangementer og koncerter samt på forespørgsel.

- Vi er i Tinghuset utroligt glade for den flotte indsats fra Ellen og bryggergården. Effekterne er helt originale og har været brugt i retten og fængslet gennem alle årene - bl.a. hånd- og fodlænker, uniforms kasketter, dokumenter og billeder, siger formand for Tinghusets bestyrelse Per Gregersen og tilføjer, at der er fremstillet montrer til præsentation af effekterne, så det ser professionelt ud.

Bestyrelsen benyttede lejligheden til at se tilbage på en meget aktiv sæson med mange koncerter, foredrag og arrangementer. Man har bl.a. genoplivet det populære "Bytinget" hvor kommunalpolitikere svarer på spørgsmål fra borgerne.

Folkeuniversitetet har stået for mange foredrag og sangaftenerne er stadig velbesøgte.

- Vi har også held med klassisk kammermusik, som gang på gang fylder salen med entusiastiske tilhørere og super professionelle musikere fra Aalborg Symfoniorkester, siger Per Gregersen.

Efterårssæsonen indledes 3. september med udendørskoncert med Kira Skov og Nikolaj Hess. 28. oktober er der besøg af selveste Peter A.G., som giver intimkoncert.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste