MTB-løb blev bragende succes
220 ryttere fra nær og fjern stimlede søndag formiddag sammen for at cykle den første DGI vintercup i år. Og for første gang nogensinde stod den lokale mountainbikeklub i Hjortdal, HUI, på egne ben som løbsarrangør, godt flankeret af DGI.
Allerede inden starten gik, var løbet en succes - antallet af deltagere var langt over gennemsnittet, fortæller Heidi Dietz, der sammen med sine kolleger i HUI kunne løfte armene i succes sammen med vinderne af løbet.
For selvom det var en kold dag, havde rytterne en fest på ruten. Efterfølgende fik arrangørerne stor ros - ikke kun for banen, der er kendt og elsket af folk lige fra Hjortdal til Helsingør, men for hele arrangementet. Enkelte var endda helt bjergtagede.
- Der var en, der synes, det var den bedste vintercup nogensinde, fortæller Heidi Dietz, der med sine kolleger fra klubben blev godt støttet af DGI til tidtagning og håndtering omkring økonomien i tilmeldingerne.
De mange rosende ord og følelsen af at det hele klappede, har været med til at give klubben blod på tanden, når det handler om flere nye løb, fortæller Heidi Dietz, der er utrolig stolt af den fælles indsats, der blev leveret.
For der var på alle måder opbakning hele vejen rundt i klubben. Alle frivillige pladser på ruten og i forplejning blev besat uden problemer, hvilket klubber i de større byer ellers kan have svært ved at præstere. Og for Heidi Dietz er der ikke tvivl om, at det netop er en af Hjortdals styrker: At man støtter op og hjælper i flok.
- Det er det, jeg oplever, fortæller hun med smil.
Også blandt de erhvervsdrivende i lokalområdet har opbakningen været stor.
- Det betyder utrolig meget. Der er jo kun 12 personer ud af de 220, der kom på podiet, men vi kunne alligevel udlodde flere præmier, fortæller Heidi Dietz, der er taknemmelig for den store opbakning og sponsorgaverne, der sikrede, at stemningen var i top hos de mange deltagere.
Det vellykkede løb med mange fremmødte betyder, at HUI nu kan se frem til en pæn betaling som arrangør. Men det er ikke det primære - følelsen af fælles succes kan ikke måles i kroner og øre.