Motorbrøl og god stemning til traktortræk
Han Herred Traktortræk blev en stor publikumssucces. Fredag aften var der masser af dieselos i luften og god stemning blandt publikum. Der var mødt ca. 1400 tilskuere op for at se forskellige traktorer trække slæden så langt ud som muligt, i de forskellige vægtklasser, som trækkerne var inddelt i. De mange tilskuere blev vist til rette på P-pladsen af bestyrelsesmedlemmer fra Klim Friskole, som derved fik tjent en god skilling. Inde på pladsen var der udover selve traktortrækket også mulighed for at fornøje sig med mad og drikkevarer, samt gå en tur i den flotte maskinpark og se på helt almindelige eller stærkt modificerede traktorer. Der var også et militært bæltekøretøj med, som underholdte med at køre over en personbil indtil den var ret så fladmast.
Traktorerne kører i de fleste tilfælde med helt almindeligt diesel i tanken, mens de mere specialiserede trækkere bruger en dieselolie med bedre smørreevne end almindeligt diesel, da motoren i traktortræk kører med flere omdrejninger og større belastning end ved almindeligt markarbejde.
Larmen fra maskinerne var meget intens og steg med maskinernes størrelse. Den største interesse var der for farmklassen, hvor traktorerne udelukkende bruges til traktortræk. Her er motorydelsen så høj at der er skærpede sikkerhedskrav til at førerne skal have brandhæmmende tøj, bruge hjelm og sidde i sikkerhedsbur.
Til vinderne i hver klasse var der flotte pokaler, og med 54 deltagere fordelt på 9 klaser, skulle der trækkes mange gange inden vinderne blev fundet. Især i standardklasse 5, hvor der var 18 tilmeldte.
Arrangørerne glæder sig over at den store publikumsinteresse, og gode vilje hos de lokale erhvervsdrivende til at indgå sponsorater.