Mosefesten er kulminationen på flere måneders forberedelser
Borgerne i Biersted kan se tilbage på tre dage med festlig samvær og fornøjelige aktiviteter, da den traditionsrige Mosefest løb af stablen.
Onsdag eftermiddag begyndte opsætningen af det store telt, og de mange forberedelser, der har været gjort gennem det seneste halve år, skulle vise sit værd.
Det blev en fest, hvor vejrguderne virkelig stod den årlige fest bi, og det smukke junivejr havde fået mange til at strømme til pladsen i løbet af de dage, Mosefesten stod på.
Torsdag aften bød på fodbold med mulighed for at forsyne sig med mad og fadøl, og fredag aften benyttede mange muligheden for hygge på pladsen.
Det har også her, at gadefodboldturneringen blev skudt i gang, og mellem kampene blev der flittigt provianteret og hygget med venner og bekendte, gamle og nye naboer.
Vinder af gadeturneringen 2023 blev i øvrigt Stationsvej Syd, der i finalen vandt 2-1 over Solvænget.
Begge finaleholdene måtte i forlænget spilletid i semifinalen, Solvænget - endda i straffesparkskonkurrence mod Borgergade.
Stationsvej Syd vandt i deres semifinale over Elbækvej, der ellers havde været det mest scorende hold.
Derefter gav Østre Gasværk den hele armen i det store telt, og det var musik, der vakte stor glæde både blandt de yngste og det mere modne publikum.
Lørdag morgen startede traditionen tro ud med gratis rundstykker og kaffe til de morgenfriske, inden pladsen for alvor åbnede klokken 10.
Der var i år kræmmermarked, hvor man kunne gøre en god handel. FDF var til stede med bålfad til at lave snobrød, popcorn og skumfiduser over bålet, og brandsprøjten var med, hvis der skulle ske uheld. Der var også mulighed for at prøve en flødebollemaskinen, hvor en flødebolle kom susende, hvis man ramte plet.
Desuden kunne man nyde synet af veteranknallerter, som havde taget opstilling på parkeringspladsen. Det var Ellehammers Helte, der afholdt veteranknallerttræf, og flere benyttede muligheden for at se køretøjer fra tiden, da "far var drenge".
Lørdag aften var der fest i teltet, og årets tema var "Superhelte og Skurke", og det var et tema, skulle det vise sig, som indeholdt mange flotte og kreative fortolkninger.
- Der var vist ingen tvivl om, at den bedste udklædte af de 380 deltagende gæster var "Onkel Reje" - man skulle tro at det var Mads Geertsen, der havde købt billet til Mosefesten, men det var altså en af de lokale gutter, der bare ramte plet, oplyser Flemming Thagaard fra Biersted Landsbyråd, der samtidig sender en tak til alle i udvalget bag Mosefesten.
- Deres indsats er uvurderlig og har en meget positiv indvirkning på sammenholdet i Biersted.