Møde om fremtiden for St. Vildmose
Jammerbugt og Brønderslev kommuner inviterer sammen med Naturstyrelsen alle interesserede til møde om fremtiden for St. Vildmose torsdag aften 1. marts på Hotel Søparken i Aabybro.
Med mødet inviteres alle de kommende måneder til at komme med forslag til, hvordan St. Vildmose kan udvikle sig over de næste mange år. Mødet byder på indlæg om landbrug, natur og turisme og der vil være lejlighed til at diskutere emnerne med lokalpolitikere, Naturstyrelsen og andre deltagere.
Samtidig er Naturstyrelsen og de to kommuner gået i gang med en kortlægning af St. Vildmose, der er en af Danmarks største højmoser. Kortlægningen skal blandt andet se på, hvordan natur og erhverv kan balanceres i fremtiden, og lodsejere og interessenter vil få mulighed for at komme med deres syn på områdets fremtid.
- St. Vildmose rummer i dag både aktiv højmose og værdifulde fattigkær og enge samt tørvegravede arealer. Her er der mulighed for at genskabe store sammenhængende områder med aktiv højmose af dimensioner, siger Peter Ilsøe, direktør for Naturstyrelsen.
- De statslige arealer er nu samlet hos Naturstyrelsen, og det giver en unik mulighed for at sikre den værdifulde natur. Før dette arbejde kan gå i gang, er det afgørende for os, at kommuner, lodsejere og interessenter bliver hørt, så vi sammen kan finde en holdbar løsning, der giver plads til både natur og erhverv, uddyber han.
Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade, mener det giver god mening, at kommunerne og staten er fælles om at kortlægge mulighederne for området med hensyn til naturen, klimaet og det lokale erhvervsliv
- St. Vildmose breder sig over et meget stort areal og mindst lige så mange interessenter, pointerer han.
Også Pindstrup Mosebrug medvirker.
- Vi vil tilbagelægge de afgravede områder til natur, efterhånden som vi trækker os ud af dem. Det passer godt med den forestående proces med at finde et samspil mellem natur og erhverv, siger Jan Astrup, direktør for Pindstrup Mosebrug.
Området var oprindelig en aktiv højmose på over 6000 hektar. I dag er der mosearealer på cirka 1850 hektar, mens cirka 4000 hektar anvendes til tørveindvinding, græsningsarealer og landbrug som dyrkning af vildmosekartofler. Naturstyrelsen ejer over 1000 hektar i mosen og er nu områdets næststørste lodsejer.
Den bedst bevarede del af vildmosen med aktiv højmose har Birkelse Hovedgård nyligt solgt til Aage V. Jensen Naturfond.
Kortlægningen medfinansieres af en bevilling fra EU’s regionalfond og Aage V. Jensen Naturfond. EU har via Interreg-ordningen givet et beløb svarende til den samlede nationale finansiering, så den samlede finansiering for idefasen er 6,9 millioner kroner.-tin