Mode og glade minder

Velbesøgt udstilling i Torslev Kirke

26. juni 2017 kl. 09.00

Udstillingen "Livets store højtider - fra vugge til grav" er slut.

Omkring 100 mennesker var mødt op i Torslev Kirke til den festlige åbning af udstillingen, der blev foretaget af provst Folmer Toftdahl-Olesen. Nogle af gæsterne med forventning om at gense deres egen brudekjole eller familiens dåbskjole. I ugens løb blev der fortalt mange rørende historier og glade minder. Det handler nemlig ikke bare om tøj, kulturhistorisk set, men i ligeså høj grad også om de personlige historier, der rulles op i et sådant forum. På de mange giner blev vist 60 års modetendenser og gamle traditioner, og ødsel elegance blev præsenteret side om side med kjoler skabt for små midler og med stor opfindsomhed.

Historisk Mode og De fire pastorater i 9460 kunne med glæde konstatere - at der ud over mange lokale - også var besøgende fra en række oplandsbyer, både syd og nord for fjorden. I alt blev der registreret ca. 500 besøg i løbet af de seks dage. Retfærdigvis skal siges, at 50 af disse var tre 5. klasser fra Brovst Skole, der var på cykeltur med sognemedarbejder Per Iversen for at lære om kirkearkitektur og som en ekstra bonus fik historiske tekstiler på skemaet.

Børnene var især optaget af en smuk brudekjole fra 1947, som var syet af en faldskærm fra Anden Verdenskrig, og af de gamle messehagler fra egnens kirker.

Inger Thunbo, Ketty Johansson og Bente Kristensen kunne efter en travl uge klæde alle ginerne af og med tilfredshed konstatere, at succesen var hjemme. Ingers drøm om at vise nogle af sine flotte kjoler i en kirke var gået i opfyldelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste