Minimalt overskud på Vesterhavsrock

03. oktober 2017 kl. 13.49

Vesterhavsrock 2017 giver i år et overskud på cirka 25.000 kroner.

Det oplyser formand for bestyrelsen bag Vesterhavsrock, Søren Mortensen.

Dermed bliver der i år kun omkring 5.000 kroner til hver af de fem foreninger bag festivalen modsat sidste år, hvor de hver især hentede knap 100.000 kroner hjem.

- Det er ikke overvældende, konkluderer Søren Mortensen, der vurderer, at det er den lidt triste sommer, der kan have spillet arrangørerne bag Vesterhavsrock et puds i år.

- Der var omkring 400 færre gæster end sidste år, påpeger han og understreger, at blot 100 mennesker fra eller til gør en enorm forskel i regnskabet.

Søren Mortensen er dog langt fra en trist mand - tværtimod hæfter han sig ved, at det for 19. år i træk er lykkedes at trække et overskud hjem til de fem foreninger, der står bag Vesterhavsrock.

Foreningen har tidligere oplevet at få et skidt regnskab på helt ned mod 4.000 kroner. Og på sin vis var det knap så store overskud i år også noget, der lå i kortene, fortæller Søren Mortensen.

- Vi har brugt flere penge på musikken i år end tidligere. Samtidig har vi også brugt penge på at sørge for, at der var vand på pladsen. Vi har også brugt flere penge på flis, end vi plejer, for at sikre, at der ikke blev for bladret, påpeger Søren Mortensen.

Han er dog ikke i tvivl om, at hver en krone investeret er godt givet ud. For tilsammen har investeringerne betydet, at gæsterne har fået en endnu bedre helhedsoplevelse end tidligere.

- Vi synes, at det har været med til at bidrage til udviklingen af Vesterhavsrock, siger Søren Mortensen, der ikke lægger skjul på, at næste års Vesterhavsrock vil blive endnu større.

Næste år fejrer Vesterhavsrock 20 års jubilæum - og det bliver med et brag af de helt store. Allerede nu har arrangørerne indbudt alle interesserede til at komme med bud på, hvad man skal høre til næste år. - Vi har fået bud som Robbie Williams. Og det er måske ikke helt realistisk, men det kunne da være rigtig fedt, siger Søren Mortensen, der er klar til at tage alle bud seriøst og arbejde for sagen, uanset hvor store eller små bands, der bliver bragt på banen.

Allerede nu ser det ud til, at der er stor interesse for at være med, når tonerne flyder ud over scenekanten 2018 - de første 300 billetter er allerede revet væk. Der bliver åbnet for forsalget igen først i december.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste