Milde Moses - sikke en succes
Musicalen "Du store, milde Moses" blev opført af børn fra 4. til 7. klasse fra hele 9460-området
Brovst Kirke var i weekenden 17.-19. november omskabt til kong Faraos Ægypten, da 31 dygtige børn: 14 skuespillere og 17 korister fra hele 9460-området opførte musicalen "Du store, milde Moses". Glæden ved at optræde og være en del af fællesskabet omkring projektet strålede ud fra alle medvirkende, som repræsenterede skoleklassetrin fra 4.-7. kl. De fyldte kirkerummet med pragtfuld sang og dans og flot skuespil, og der var imponerende fuld koncentration og fokus på hos alle i løbet af den 35 minutter lange forestilling.
Ved weekendens tre forestillinger valgte i alt ca. 350 publikummer at lægge vejen forbi fortællingen om Moses, der vokser op ved Faraos hof, men bliver udset til at være den, der skal føre sit folk, israelitterne, ud af fangenskab og slaveri i Ægypten. Publikum var med hele vejen - fx også da Moses fører israelitterne gennem Det røde Hav, hvilket i dette tilfælde udgjordes af kirkens midtergang. Denne blev også brugt til en flot afslutningsdans, da alle medvirkende rundede forestillingen af med at synge klassikeren "Go down Moses" til en flot koreografi.
Alle fire pastorater i 9460-området stod som fællesarrangør af musicalen. Koristerne var fra henholdsvis Brovst og Torslev-Ø. Svenstrup Kirkekor.