Massive investeringer over de kommende fire år sikrer fremtiden for Migatronic, der er Jammerbugt kommunes største private arbejdsplads, siger Jørn Roed, der er bestyrelsesmedlem og medejer af Fjerritslev-virksomheden. Foto: Jesper Hansen
Livet her

Migatronic: Store investeringer sikrer lokale arbejdspladser

27. juni 2022 kl. 14:26

Med omkring 330 ansatte på verdensplan er Fjerritslev-virksomheden Migatronic den største private virksomhed i Jammerbugt kommune. Virksomheden har omkring 220 ansatte i Fjerritslev og yderligere 30 medarbejdere på afdelingen i Aabybro.

- Og jeg tør godt love, at vi ikke bliver færre de kommende år, siger bestyrelsesmedlem og medejer Jørn Roed, der er søn af virksomhedens stifter Peter Roed.

- Vi satte sidste år gang i det største investeringsprogram nogen sinde i virksomhedens historie. Vi skal over de kommende fire år investere et trecifret millionbeløb i vores nye strategi, hvor det er data og viden, som skal bære væksten, for vi skal blive meget større, bebuder Jørn Roed.

Migatronic har 220 ansatte på afdelingen i Fjerritslev. Foto: Jesper Hansen

Ny strategi virker

- De første steder, vi satte ind, var i udviklingsafdelingen og i salgsorganisationen. Allerede efter sommerferien sidste år kunne vi se, at strategien virker. Kunderne tog rigtigt godt imod vores nye produkter, og en styrket salgsorganisation gjorde, at vi kunne løfte vores omsætning, siger Migatronics administrerende direktør Kristian Morberg Madsen.

Kort fortalt går strategien ud på, at Migatronic for alvor bliver en digital virksomhed, hvor hovedproduktet er viden om kundernes behov, software og den nyeste teknologi på svejseområdet.

- Det er fortsat svejsemaskiner, der er selve produktet, men fordi vi satser på viden, bliver vi meget bedre til at tænke svejsemaskinerne ind i kundernes produktion, siger Kristian Morberg Madsen.

- Et godt eksempel er vores produktion i Aabybro, hvor vi laver svejserobotter og automatiseringsanlæg. Hovedelementet er en svejsemaskine, der bliver integreret i et robotsystem, så kunderne kan automatisere produktionen og dermed øge rentabiliteten.

Migatronic har 30 medarbejdere på afdelingen i Aabybro. Foto: Jesper Hansen

Arbejdspladserne bevares

- Den ny strategi betyder ikke nødvendigvis, at vi bliver flere ansatte. Sidste år havde vi omkring 40 nyansættelser, hovedsageligt i udviklingsafdelingen. Den nye strategi fremtidssikrer arbejdspladserne, så vi kan fastholde beskæftigelsen i Jammerbugt-området.

- Vi hører hjemme i Jammerbugt, og det er her vi skal være. Vi har en lille produktion i Indien, men hovedparten af produktionen ligger her. Det bliver den ved med, for vi satser også på at blive større på de markeder, vi er inde på. Det vil sige Danmark, Tyskland, Sverige, Tjekkiet og Norge i den nævnte rækkefølge, siger Kristian Morberg Madsen.

Migatronic har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2021. Virksomheden kom ud af året med en omsætning på 347 millioner kroner på trods af coronaen.

Migatronic fik sidste år et overskud før skat på 11.5 millioner kroner. Det er et pænt stykke over de forventede 0-4 millioner kroner og en væsentlig forbedring i forhold til 2020, som gav et underskud før skat på 3,8 millioner kroner.

Forventningerne til i 2022 er, at omsætningen øges med mellem 10 og 20 procent og et resultat på niveau med 2021.

Nyeste