Messe forløb som planlagt
Udstilling: 1800 kiggede forbi Forårsmessen i Thorup-Klim hallen, og det er arrangørerne godt tilfredse med
Klim: Arrangørerne af Forårsmessen i Thorup-Klim hallen ser med tilfredshed tilbage på weekendens messe, der er nummer 17 i rækken i Klim.
- Det gik rigtigt godt, siger koordinator Henrik Agesen, der kan konstatere, at der var lidt flere gæster søndag end lørdag.
- Sammenlagt har vi haft besøg af cirka 1800, så det er vi godt tilfredse med, siger han.
Arrangørerne var på forhånd nervøse for, at den truende Corona virus kunne få effekt på messen.
- Men alle 38 stande var bemandede af udstillere, og det virkede heller ikke til, at publikum lod sig påvirke til ikke at komme, siger Henrik Agesen.
- Men jeg skal da selvfølgelig ikke kunne sige, om der kunne være kommet flere, siger han.
Han bemærker, at især Gurli og Gustav Gris var storfavoritter, ligesom de lokale MGP stjerner fra JAAIIL, fik det hele til at koge.
Også standene, hvor publikum kunne stifte bekendtskab med alt fra tøjmode til hårmøde, hente gode råd om boligkøb eller smage på lokale produkter, var godt besøgt.
- De enkelte udstillere havde gjort utroligt meget ud af deres stande, og det trak folk til, siger Henrik Agesen, der også kan konstatere, at det er populært at have en stand på messen.
- Vi kunne sagtens have solgt mange flere, siger han.
Et andet træplaster var konkurrencen om den flotteste stand, hvor der var tæt opløb mellem Klim Friskole, der vandt og Throup Strand Røgeri.
Forårsmessen i Thorup-Klim Hallen har været afviklet hvert andet år siden 1988, to år efter hallens indvielse. Messen overskud går til støtteforeningerne for henholdsvis Thorup-Klim Boldklub og Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening.
Næste år afholdes messen i Fjerritslev.