Mere trut: Brovst pigegarde vil have drengene med
Det musiske liv i Jammerbugten skal styrkes yderligere. Nu kan drengene også gå i takt og spille musik
Efter 57 år som Brovst Pigegarde er det nu muligt for drenge at være med til at udfolde sig musisk, socialt og kreativt. Foreningen hedder fremover Jammerbugt Garden, og byder nu både drenge og piger velkommen til at spille tromme, messinginstrumenter og gå march.
Garden ser, at samfundet har ændret sig meget siden etableringen i 1964, hvorfor det er på tide at følge trop. Brovst Pigegarde har store traditioner og et solidt værdigrundlag, hvorfor Sabrina Pedersen, formand for Jammerbugt Garden, forsikrer om, at alt dette viderebringes til Jammerbugt Garden.
Garden mener, der er mange flere kvaliteter ved at have medlemmer af begge køn. Flere instruktører og bestyrelsesmedlemmer har også erfaringer fra bygarder med begge køn, og disse erfaringer kommer med ind i Jammerbugt Garden.
- Der vil være flere persontyper, som den enkelte gardist kan afspejle sig i. Trods store aldersforskelle, forskellige interesser og nu også køn, så er der altid en ting, gardisterne i Jammerbugt Garden kan samles om; musikken. siger musikalsk leder, Henrik Juul-Brinkmann.
Sabrina fortæller, at Jammerbugt Garden vil sigte efter at være endnu mere attraktiv og moderne. Det er væsentligt for bestyrelsen og gardens professionelle instruktører, at kommunens børn og unge skal opleve en større personlig udvikling på flere parametre end blot de musikalske- og sociale kompetencer.
- Vi ønsker at være i en konstant udvikling, hvor lektiecafe, mentorordning og uddannelsessted skal gå hånd-i-hånd med en udvikling af egne færdigheder og kompetencer, siger hun
Nu skal garden tydeligere repræsentere alle kroge af kommunen, og ikke blot en brøkdel. Det har de dog altid gjort, men nu skal det være mere synligt for borgere i og uden for Jammerbugten. Efter sommerferien vil der også komme et tilbud til de voksne i kommunen, så Garden ikke kun spænder bredt geografisk, men også til enhver alder. Jammerbugt Brass Band bliver et tilbud til de musikalske ældre, hvor formålet er at skabe et fællesskab, hvor mænd og kvinder hver 14. dag kan deltage i sammenspil på instrumenter tilhørende et brass band.
PD