Mathilde Falch på Skovsgaard Hotel
Fredag 5. maj kan Brovst Musikforsyning byde velkommen til koncert på Skovsgaard Hotel med Mathilde Falch, som er kendt og anerkendt for sine kompromisløse og stærkt personlige tekster, der både fanger og berører folk.
Med sange om afhængighed, livslyst, relationer, det fordummede massemenneske, tilgivelse, kærlighed og savn er det tydeligt, at 26-årige Mathilde Falch er en sangskriver med meget på hjertet. I bagagen har hun en kærlighed, der er større til rock end til pop, og hun er en sjælden fugl i sin generation.
Med sig har Mathilde sit faste band Adam Winberg (trommer), Morten Puper (keyboards), Jeppe Skovbakke (bas), Christian Ki (guitar) og Charlotte Schultz (kor).
Mathilde Falchs tredje og anmelderroste album “Alle Taler" udkom i oktober 2015 og blev i samme uge som udgivelsen udnævnt til “Ugens Album" på P4.
Mathilde leverer et helt unikt og intenst nærvær til sit publikum.