Masser af børn slår katten af tønden i Halvrimmen
Prinsesser, bier og superhelte står i lange rækker foran de fire tønder i ØAH Hallen i Halvrimmen. Køllen bliver bøjet helt ned bag skulderen, inden de med fuld kraft svinger den mod tønden.
- Det er jo simpelthen så fedt, fordi jeg har altid syntes, at fastelavn er den fedeste fest, man kan få lov til at holde her i hallen, fordi det mylder bare af børn. Og det er så lækkert, fordi de kommer jo bare, og de leger, og det er jo fuld pøl på hele tiden. Jeg synes, det er den fedeste fest, man kan holde i hallen, siger Hanne Jensen, formand for Halvrimmen Borgerforening, der er arrangør af fastelavnsfesten.
Det er de allermindste børns to paptønder, der først bukker under og lader karamellerne regne ud på gulvet. De små samler karameller sammen og afleverer dem hos deres forældre, der sidder ved bordene og drikker kaffe og spiser fastelavnsboller. Så suser de hen i enden af hallen, hvor der er stillet en forhindringsbane op.
70 børn trods corona
Nu har de fire til ni-årige også fået banket deres tønde ned. Men de ældste kæmper stadig.
- Jeg tror, der er omkring 70 børn i dag. Men vi er egentlig glade for, at der i det hele taget kom så mange børn, fordi på grund af corona så ved vi, at der er mange, der også er i isolation. Men vi har før været langt, langt op over 100. Men 70 børn det er godt gået, siger Hanne Jensen.
De største børn har været i gang i 45 minutter. Nu skrider de voksne til undsætning med en bidetang, der med besvær får klippet to af trætøndens tre tilbageværende metalbånd over. En soldat med camouflagemaling i ansigtet er den næste i køen. Han svinger køllen, og den sidste tønde må lade livet.
Ren tilsætning
Da de ældste børn har støvsuget gulvet for karameller, bliver kattekonger og -dronninger kaldt frem frem til fotografering og klapsalver. Så er det tid til at kåre de fire bedst udklædte. Herefter griber Hanne Jensen mikrofonen for at fortælle, at nu er der slikposer til alle børnene.
- Det er da ren tilsætning. Men hvad man ellers sætter til på gyngerne, det kommer ind på karrusellerne på et andet tidspunkt. Der er også nogen, der siger: ”Vi kunne godt lige tage en 20’er.” Men nej, så kommer børnene ikke af sted, fordi så skal man måske af med en hundredkroneseddel. Nej, hellere frit det hele, og så er det gratis, og så kan man gå hen og købe sin kaffe og fastelavnsboller hos Søren (Mølgaard, som er halbestyrer red.), fortæller formanden.
I den anden ende af hallen klatrer en lille brun bjørn, en sørøverprinsesse og andre sjove væsener rundt i ribberne. Næste gang Halvrimmen Borgerforening inviterer til gratis arrangement er til Sankthans.