Mange til Lastbilens Dag

27. april 2017 kl. 09.15

Truckere og lastbilinteresserede af enhver art havde en fin lørdag til Lastbilens Dag.

To lokale vognmænd var gået sammen med et par af deres leverandører at arrangere en begivenhedsfuld dag med og om lastbiler.

I hjørnet af Fabriksvej hvor vognmandsfirmaerne Frank Nørager og Henrik Sørensen har deres garageanlæg, var der spærret af, så de mange besøgende sikkert kunne bevæge sig rundt mellem de mange aktiviteter og udstillede lastbiler.

I Henrik Sørensens garage kunne man se en funklende ny trækker, der netop var ankommet til firmaet. Funklende krom og flotte lakeringer manglede der heller ikke på Claus Nielsens "Wild thing", som hans Scania hedder, der også var at finde i garagen.

Naturbørnehuset Søstjernen solgte kaffe og kage, og rakte det ikke til at stille sulten, kunne man købe sig en pølse i pølsevognen.

Hos Frank Nørager kunne man få et nærmere indblik i følgevognenes indretning og opgaver under en specialtransport af f. eks. lange vindmøllevinger, som firmaet blandt andet kører med. Til disse særtransporter hører også specielle køretøjer, hvilket også havde mange besøgendes interesse at se lidt nærmere på hos Hjortdal Specialtransport, som firmaet også er kendt som.

I området var der også udstillet mange flotte veteranlastbiler og biler, der fik mange beundrende blikke og kommentarer med på vejen. Mange fandt stor fornøjelse i at prøve den opstillede lastbilsimulator, hvor man kunne få afprøvet sine evner - eller mangel på samme - som lastbilchauffør. Tre skærme og en kraftig computer gjorde, at det blev meget realistisk at skulle styre et stort køretøj rundt i trafikken, hvor man også kunne få bøder, hvis man kørte for hurtigt. Mange blev overrasket over, hvor mange spejle der skal holdes øje med under kørslen med en lastbil, og husker måske lidt bedre at placere sig rigtigt som cyklist i forhold til en lastbil, efter selv at have siddet førersædet.

Desuden havde Jysk RC Truck taget opstilling og viste, hvor præcist de kunne fjernstyre deres noget mindre lastbiler, hvoraf en var en tro kopi af en af Henrik Sørensens lastbiler.

For børn var der et lille orienteringsløb med lastbil-opgaver, mulighed for at tegne og endelig også en kørebane hvor man kunne lære lidt om trafikregler.

Arrangørerne var glade for det store fremmøde og gætter forsigtigt på knap 1000 besøgende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste