Madholdets holdt afslutning med koner
Vinteren igennem samles en flok mænd fra Birkelse og omegn, hver torsdag, i Ulveskov skoles køkken, for at lave noget god mad og ikke mindst hygge sig. Megen god mad var vinteren igennem, fremstillet og spist, under ledelse af Gert Jensen.
15. marts var så dagen hvor "Mesterkokkene" skulle bevise, hvad de havde lært gennem vinteren, her holdtes nemlig afslutning, hvortil kokkenes hustruer var inviteret.
Menuen var Forret "Laksesnitter", Hovedret "Glaserede svinekæber, kartoffel/sellerimos og råsyltede rødbeder, herefter som dessert "Friturestegt Cammenbertost med honningristet rugbrød.
Allerede ved 15.30 tiden startede tilberedningen, og ved 18 tiden var der dækket op i Hjorts Hus, hvor de inviterede hustruer var mødt op.
Leif Nørgaard Madsen overrakte Gerts hustru, Gertrud Marie, en flot buket som tak for lån af manden gennem vinteren.
Hun fik også en Gammel Dansk, beklageligvis ikke indpakket, til Gert, som tak for tålmodigheden gennem vinteren.
Den manglende indpakning, havde ikke den store betydning, mente Gert
"da den jo så kunne drikkes med det samme."
Efter at den perfekte middag, var indtaget og holdet havde bestået, var der hygge med kaffe og kage, kage som var medbragt af de inviterede gæster.
Tekst og foto: John Andersen