Lyserød lørdag i Fjerritslev
Fjerritslev by er også et af de steder, som holder Lyserød Lørdag i hævd år efter år, hvor byens borgere og erhvervsdrivende sammen laver aktiviteter for at samle penge ind til formålet til kampen mod brystkræft.
Lørdag var hovedgaden spærret og det på grund af et gadeløb, som blev sat i søen i et samarbejde mellem Fjerritslev Handelsstandsforening, Fjerritslev Trim Klub og Jutlander Bank.
Der var start og målområde lige ud for Jutlander Bank og der var også mange aktiviteter for at få samlet ekstra mange penge ind. Gadeløbet tog 30 minutter og det var en rundstrækning på 900 meter, den kunne løbes eller tages i mere adstadigt trav.
Hver gang der var gået eller løbet en runde, donerede Jutlander Bank 10 kroner. Hver gang deltagerne passerede målstegen, kom der en perle i en spand, og efter den halve time, der skulle løbes, var slut, blev der talt op til at deltagerne havde passeret målstegen 336 gange hvilket udløste 3.360 kroner.
Fjerritslev Kino viste også film og serverede kaffe og kage og overskuddet fra filmen gik ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.