LykkeLiga og FC Thy Piger er med i finalen
Nu er de tre finalister til Danskernes Idrætspris fundet - og der er et massivt nordjysk aftryk på finalefeltet. Finalisterne er Lykkeliga, FC Thy Piger og Aktive familier i Hørning.
DIF’s bestyrelse udvalgte de tre finalister, der fortsat er med i dysten om at vinde Danskernes Idrætspris og de 100.000 kroner, der følger med. Valget faldt på ’Lykkeliga’, der er indstillet i Nordjylland, ’Aktive familier’ i Hørning, der er indstillet i Østjylland og ’FC Thy Piger’, der er indstillet i Midt og Vestjylland.
Der var i alt otte initiativer fra hele landet at vælge imellem for bestyrelsen. De otte initiativer var fundet ved en afstemning i de regionale P4-distrikter, hvor 14.267 danskerne deltog. I alt var der indstillet 229 forskellige idrætsinitiativer.
DIF har udvalgt de tre finalister på baggrund af en række kriterier. Initiativerne skal i særlig grad gavne den lokale foreningsidræt og styrke fællesskabet og glæden ved at være aktiv i en idrætsforening. Derudover skal initiativerne kunne stå som inspiration for andre.
- "Lykkeliga" er et spændende initiativ, der viser, at alle børn og unge - også udviklingshæmmede - kan have stort udbytte af foreningsidræt. Initiativtager, Rikke Nielsen, er en frontkæmper, der har skabt et unikt tilbud for en gruppe, som ’raskidrætten’ i mange år ikke har haft nok fokus på. Nu går børn med blandt andet Downs syndrom til ugentlig træning og spiller kampe mod lykkeligahold fra andre byer. Det er et eksempel, som andre kan lære af, siger DIF’s formand, Niels Nygaard, der også tager hatten af for pigerne fra Thy.
- FC Thy Piger er også et interessant initiativ fordi, der her er tale om et banebrydende samarbejde mellem ellers rivaliserende naboklubber. Fem klubber er simpelthen gået sammen om at redde pigefodbolden i hele området. På trods af de forholdsvis store afstande og størrelsesforskellige mellem klubberne har de skabt et ligeværdigt samarbejde, der styrker både spillere og foreninger. Det er initiativer som dette, der kan vise vejen for andre idrætter i tyndt befolkede områder af idrætsdanmark, siger Niels Nygaard, der også har rosende ord med på vejen om kandidaterne fra Hørning.
Den endelige vinder, der bliver offentliggjort 6. januar 2018 ved DR’s sportsshow SPORT 2017, modtager 100.000 kr. Danskernes Idrætspris er præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4.