Lokale eventmagere bragte borgere sammen
Omkring 100 biler kørte forbi Aabybro Skole for at mødes på en forsvarlig måde til søndagens bingospil arrangeret af lokale eventvirksomheder
AABYBRO: Søndag var der bingo i Aabybro. Selvom landet er under forsamlingsforbud, kunne virksomhederne Eventmarketing samt &Bering nemlig invitere til en hyggelig stund på god afstand.
Bingospillet blev nemlig afholdt ved Aabybro Skole, hvor deltagerne sad i deres biler gennem to spil - henholdsvis klokken 10 og klokken 12. Omkring 100 biler deltog gennem hele dagen, hvor René Jeppesen og Karen Bering var værter for arrangementet.
- Det er fedt at lave noget, hvor man kan mærke, at folk higer efter at komme ud og lave ting sammen. Vi kan se, at bedsteforældre holder i bilen ved siden af deres børnebørn. Vennepar er til det i hver deres bil. På den måde kan de være sammen på afstand, fortæller medarrangør Karen Bering.
Hende og René Jeppesen har hver for sig arrangeret lignende arrangementer - altså drive-in-events - Aalborg og Himmerland. Dermed har de to eventvirksomheder fundet en niche i en tid, hvor branchen er presset.
- Vores kalendere blev ryddet fra den ene dag til den anden. Så det var op ad bakke. Men for os har det lige så meget handlet om at kunne finde på noget nyt lynhurtigt og vise, hvad vi kan. Vi viser, at vi fortsat er her. Så det har været motiverende at have noget at se frem til, siger Karen Bering.
Eftersom eventduoen har stået for lignende arrangementer i Aalborg og Himmerland, var det oplagt at arrangere noget i Aabybro.
- Det her er det første arrangement, som vi kører sammen. Men det var vi næsten nødt til, når vi begge bor i Aabybro. Vi tænkte, at det ikke kunne passe, hvis der ikke var noget i vores egen by, lyder det fra indehaveren af &Bering.
- Vi har altid haft et godt samarbejde, tilføjer hun.
På den måde fik Aabybro et samlingspunkt i en tid, hvor det er svært at omgås hinanden på en forsvarlig måde.
- Alle havde rullet vinduerne ned, og vi havde højtalere oppe. Så kørte der en stor skærm med præmierne på, forklarer Karen Bering.
Diverse arrangementer i parkerede biler har fået stort fremstød de seneste uger. Dermed må hun nu tilbage i tænkeboksen og være kreativ for at skabe arrangementer i tiden under forsamlingsforbuddet.
- Der er flere og flere, der laver lignende ting nu. Så vi må tænke nyt og se, hvad vi kan finde på, slutter hun.