"Liv og død i forhistorisk tid"
"Liv og død i forhistorisk tid." er titlen på denne uges foredrag i Torsdagscafe på Brovst Bibliotek. Hvordan levede man og hvordan opfattede man døden? Vi bliver taget med på en rejse gennem stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid med en velkendt foredragsholder, arkæolog Erik Johansen, som i ord og billeder vil fortælle om menneskeliv i forhistorisk tid. Han Herred er fuld af fortidsminder, både over og under jorden og foredraget vil uden tvivl også have et lokalt islæt. Erik Johansen er en dygtig historiefortæller, som evner at gøre historien levende og vedkommende. Mange vil også huske ham fra TV2 Salto’s serie om "Nordjylland i 1000 år".
For arrangementet står Lokalhistorisk Forening for Ø. Han Herred, Brovst Lokalhistoriske Sognegruppe og Jammerbugt Bibliotekerne og alle er velkommen.