Billede beskrivelse

Lille Sine blev døbt i 250 år gammel dåbskjole

05. februar 2018 kl. 10.31

Lille Sine Pagh Torp blev 28. januar døbt i Skræm kirke. Med sig havde hun hele sin slægt, både i ordets egentlige betydning, da hele fem generationer var samlet til barnedåben - men også i overført betydning, da den lille pige på denne særlige dag var iklædt en 250 år gammel dåbskjole.

- Den har været i familiens eje på min farmors side i alle årene, fortæller Johanne Pagh, mor til Sine.

- Jeg er selv blevet døbt i den og min far er blevet døbt i den, fortæller den stolte mor, der dermed skrev sin datter ind i en lang familietradition.

At dragten har kunnet passe alle børnene gennem tiden, skyldes ganske enkelt, at dåbskjolen er af en sådan udformning, at barnets størrelse ikke har den store betydning.

- Det er faktisk bare en pose med ærmer. Så det kræver bare, at barnet kan passe ærmerne, fortæller Johanne Pagh lattermildt.

Mens mange går op i, at dragten skal være hvid og med flagrende farvede bånd, så har der aldrig været tvivl om, at datteren skulle følge familietraditionen og døbes i den ganske særlige dragt, som hører til slægten.

- Vi er ret stolte af, at vi har en dåbskjole, der er så gammel - og så er den jo helt speciel, påpeger Johanne Pagh, der umiddelbart vurderer, at dragten sagtens kan holde til en del dåbsbørn endnu, selvom stoffet er ved at være lidt mørt hist og pist.

Netop traditionerne er vigtige i familien - og derfor var valget af datterens navn, Sine, heller ikke helt tilfældigt, fortæller Johanne Pagh.

Det var nemlig navnet på hendes egen tipoldemor. Historiens vingesus var med andre ord ganske tydeligt til stede den dag i Skræm kirke, hvor den lille pige fik sit navn. Fra pladserne i kirken så familien til og både bedsteforældre og oldeforældre og en enkelt tipoldemor til det lille barn var samlet for at overværet familiens lille vidunder blive døbt.

- Det har betydet rigtig meget for mig, at min oldemor også var med, fortæller Johanne Pagh, der håber, at hendes datter vil kunne vokse op og opleve sin tipoldemor - for netop historien og det at vide, hvor man kommer fra, er vigtigt, mener den unge mor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste