Liam, Martin og Viggo glæder sig til at flytte skole
Der var trængsel for at få et kig på de faciliteter, som efter sommerferien skal danne rammen om skolegangen for omkring 600 elever.
I anledning af at Skolecenter Jetsmark nu er færdigt, havde Jammerbugt Kommune inviteret til "åbent hus".
Og den mulighed havde mange benytte sig af.
Foran indgangen havde børn, bedsteforældre, forældre taget opstilling for at komme ind og tage det nye prestigebyggeri i øjesyn.
- Det er måske Nordeuropas flotteste skole både ud- og indvendigt, sagde borgmester Mogens Chr. Gade (V), da han bød de fremmødte velkommen.
Blandt de mange fremmødte var Liam Dybdahl Jensen, Martin Vestergaard Knudsen og Viggo Lau Steen Holmbech, der pt. går på Pandrup skole.
Efter sommerferien skal de gå i 5. klasse på den nye skole, og derfor var de på udkig efter det klasselokale, som de skal rykke ind i.
På en karakterskala fra 0-10 var de tre drenge umiddelbart klar med karakterer til den nye skole på 8, 8,5 og 8,5 på en karakterskala fra 0-10.
- Men vi har endnu ikke set det hele, så måske skal karakteren højere op, lyder det fra drengene.
En af de største investeringer
Skolebyggeriet har kostet 153 millioner, og borgmesteren lod forstå, at der dermed er tale om et af de største anlægsprojekter i Jammerbugt Kommunes historie.
- Det er en investering til gavn for hele området, og det er investering i at skabe endnu større sammenhængskraft og fællesskab i Pandrup, Kaas og Moseby, sagde Mogens Chr. Gade.
Indenfor i det 8500 kvadratmeter store byggeri bliver man mødt af atriumgårde, arealer til gruppearbejde, sektioner til fordybelse, tagterrasse, lyse klasselokaler, faglokaler og i midten findes "hjerterummet" - en stor aula som kan danne ramme om fællesarrangementer, morgensang mv.
Der er tænkt over indretningen
Den nye skole rummer flere sektioner, hvilket skal skabe fornemmelsen af "mindre skoler i den store skole", oplyser Jens Hammer fra Ejendomscenter Jammerbugt, og han har været intern bygherrerådgiver på skolebyggeriet.
- Hensigten med denne rumstruktur er at sikre, at de enkelte årgange føler nærhed og tryghed i deres klynge. Desuden får hver årgangsklynge egen cykelparkering og egen indgang, oplyser Jens Hammer og tilføjer, at bygningen desuden er disponeret til også at kunne rumme funktionerne, som et lokalt kulturcenter kræver.
- Ud over børnenes læring, dannelse og trivsel skal der også kunne afholdes musik- og teaterarrangementer, events, foredrag og kultur- og foreningsarrangementer. Bygningen skal også - når børnene ikke er på stedet - være levende og attraktiv.
Skolecenter Jetsmark indvies officielt efter sommerferien, og håbet er, at det kan ske med royal deltagelse, som det var tilfældet, da Aabybro Skole blev indviet i 2016.