Lærer om 1’ere og 10’ere i bolsjebutik
Drengenes faglighed skal styrkes, og det forsøger Gjøl Skole at gøre ved at koble hverdagserfaringer på skolen
- Kom og køb, kom og køb, råber David Rytter på otte år ud i klasselokalet, der er forvandlet til fire små "bolsjebutikker".
Bolsjebutikken har denne dag overtaget den traditionelle matematikundervisning for nogle 1. og 2. klasseelever på Gjøl Skole. Det er et af de tiltag, der skal være med til at styrke drenges faglige udvikling. Og netop det er en fælles indsats i Jammerbugt Kommune, fortæller Diana Lübbert Pedersen, skole- og dagtilbudschef i Jammerbugt Kommune.
Baggrunden for indsatsen er en kvalitetsrapport fra 2016, som viser, at pigernes karaktergennemsnit siden indførelsen af den nye folkeskolereform er steget mere end drengenes.
Pigernes karaktergennemsnit lå i skoleåret 2012-2013 på 6,7 og var i skoleåret 2014-2015 steget til 7,5, mens drengenes karaktergennemsnit i samme periode var steget fra 6,2 til 6,3.
- Når vi ser sådan noget, giver det anledning til at tænke over, om vi kan gøre noget anderledes, siger Diana Lübbert Pedersen og fortæller, at den fælles indsats bygger på forskningsmæssig indsigt i, at der er forskel på, hvad der motiverer henholdsvis piger og drenge.
Tilbage i bolsjebutikken på Gjøl Skole står David Rytter sammen med otte-årige Marcus Kløver og er ved at gøre deres bolsjer, i form af farvestrålende centicubes, klar.
- 86, 87, 88, lyder det fra Marcus Kløver, som sagte tæller antallet af centicubes, der er blevet brugt til pistolen.
Antallet er det, som pistolen skal koste. Derudover handler børnene med livagtige skolepenge hos hinandens bolsjebutikker. Det er med til at lære eleverne om positionssystemet - om 10’ere og 1’ere. Louise Larsen, der er elevernes matematiklærer, fortæller, at både pigerne og drengene holder af denne aktivitet. Men det er især en motivation for drengene, fordi det er noget konkret, som giver mening.
- Det giver dem en virkelighedsfølelse af matematik, fordi de kan se, at de kan bruge det i virkeligheden, siger Louise Larsen.
I forsøget på at gøre undervisningen mere vedkommende for drengene, og dermed styrke og bevare deres motivation gennem hele skoleforløbet, benytter Gjøl Skole sig også af de lokale i området. Blandt andet har brugsuddeler Jeppe Nørgaard jævnligt besøg af skolens elever. På sådan et besøg bliver læringsmål ført ud i livet ved eksempelvis at gå på jagt efter varer med en bestemt stregkode, tælle varer og at få lov til at modtage penge ved kassen.
- Jeg kan se, det giver mening i forhold til min egen skolegang, for jeg var ikke selv den roligste i klassen, og undervisningen foregik på en meget stille måde. Jeg tror, jeg kunne have lært mere, hvis jeg havde fået lov at bruge hænderne, siger Jeppe Nørgaard.
Efter at have gjort en god handel eller to, er det blevet tid for Marcus Kløver at lukke bolsjebutikken ned for denne gang.
- Jeg synes, det er sjovt at bygge ting og at købe andres. Jeg laver matematik, fordi jeg tæller penge og centicubes, siger Marcus Kløver.