Lægeklinik skal renoveres inden åbning

I mellemtiden vil lægehusene i Brovst og Frøstrup stå klar til at tage imod borgerne fra Fjerritslev

24. december 2017 kl. 09.36

29. januar er sidste åbningsdag for lægerne i Fjerritslev Lægehus. Efter nytår tager Kenny Birk Bøtcher og Falck Lægehuse over. Men i første omgang bliver det ikke i de nuværende lokaler, hvor klinikken er blevet drevet ind til nu.

Det har vist sig, at det er nødvendigt at sætte klinikken i stand fra ende til anden - og da det ikke har været muligt at gå i gang med istandsættelsen, mens de nuværende læger driver deres praksis i lokalerne på Aggersundvej 3, kan håndværkerne først rykke ind efter nytår, hvor lokalerne står tomme.

Den omfattende renovering omfatter blandt andet udskiftning af gulvbelægning, udskiftning af indvendige døre til lydtætte døre, tilretning af nuværende skranke i venteværelset lige som lokalerne indrettes, så de er handicapvenlige.

Det er omfattende og betyder, at der vil gå cirka to måneder, før lokalerne er klar. Renovering skal blandt andet sikre, at patienternes personfølsomme oplysninger som cpr-numre og lægejournaler bliver sikret og klinikken lever op til Sundhedsstyrelsens krav.

Fra kommunens side bliver der arbejdet på højtryk på at blive færdige, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

- Klargøringen af lægehuset har højeste prioritet, understreger borgmesteren, der samtidig appellerer til, at borgerne har forståelse for den løsning, der kommer i stand i mellemtiden.

De borgere, der er tilknyttet klinikken, kan, mens klinikken renoveres, kontakte Falck Lægehuses to andre klinikker i Brovst og Frøstrup, hvis man har behov for at blive tilset af en læge. Adresser og kontaktoplysninger på lægerne findes i en faktaboks her på siden.

Det er Jammerbugt Kommune, der står for renoveringen af ejendommen, da kommunen ejer huset, hvor lægeklinikken både nu og i fremtiden får til huse. Klinikken vil være klar til at blive overdraget 1. marts til Falck Lægehuse.

Senior Vice President hos Falck, Thomas Helt, garanterer, at man åbner umiddelbart efter, da udstyret lynhurtigt vil kunne rykkes ind i klinikken, når håndværkerne er færdige med det grove arbejde.

Man vil med andre ord, hvis alt går efter planen og kommunens renovering ikke støder på forsinkelser, kunne tage til læge igen i Fjerritslev fra 1. marts og i mellemtiden er dørene åbne i Frøstrup og Brovst for alle borgere fra Fjerritslev.

Han er bevidst om, at borgerne i Fjerritslev endnu ikke har modtaget et nyt sygesikringskort, der viser, at de hører til hos Falck Lægehuse. Men det vil ikke være et problem i forbindelse med kontakten til lægehusene, understreger han.

Årsagen til, at sygesikringsbeviserne endnu ikke er kommet, er ganske enkelt den, at der først i mandags er faldet en aftale på plads omkring lægehusets placering, fortæller Thomas Helt. Regionen kan ikke udskrive nye sygesikringskort, før der er en adresse på lægeklinikken.

Fra Falck Lægehuses side beklager man, at borgerne skal igennem alt det bøvl.

- Jeg ville allerhelst have budt folk velkommen i det nye lægehus i Fjerritslev fra januar. Jeg er oprigtigt ked af, at det ikke kan lade sig gøre. Men vi vil i mellemtiden have flere læger og mere personale i lægehusene i Brovst og Frøstrup, så folk selvfølgelig kan komme til lægen, fortæller Thomas Helt, der samtidig understreger, at renoveringen er nødvendig.

Thomas Helt håber på borgernes forståelse for, at man renoveringen skyldes, at man ønsker at tilbyde den bedst mulige service.

Når klinikken, der fremover kommer til at hedde "Dit Lægehus Fjerritslev", slår dørene op, er Thomas Helt til gengæld sikker på, at borgerne nok skal blive glade for deres nye lægehus. Ikke kun fordi det er nyrenoveret, men også fordi man fra Falcks side vil arbejde på at gøre sit allerbedste for borgerne - og der bliver også arbejdet på, at personale fra den nuværende lægeklinik kan flytte med over i Falck Lægehuse.

Ud over tre læger vil klinikken kunne tilbyde konsultationer med en jordemoder, som kan hjælpe gravide og kvinder, der netop har født, lige som klinikken vil have en fysioterapeut tilknyttet. Hvilken fysioterapeut, der bliver tale om, er endnu ikke klart, men en lokal vil altid blive tilbudt opgaven først, understreger Thomas Helt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste