Kunstlade Gjøl i nye rammer
21. oktober åbner den nye udstilling "Over Landskabet"
Gjøl: Billedkunstner Danny Heinricht hører jazz til arbejdet, mens han knokler med at gøre sit galleri, "Kunstlade Gjøl" på Limfjordsgade klar til fernisering lørdag 21. oktober.
Men når det er færdigt, får besøgende en mulighed for at få et indblik i det arbejdende værksted og købe både Danny Heinrichts værker og forskellige tryk og litografier.
- På længere sigt håber jeg desuden at komme til at udstille andre kunstnere her, siger han.
Lige nu er han i gang med at kalke de rå vægge.
- Det har været en større omgang, og har taget meget længere tid, end jeg havde forventet, siger han og viser rundt i den tidligere lade, hvor nye rumadskillelser skiller galleridelen fra selve atelieret.
- De er faktisk også ret kunstmuseum-agtige, de her vægge, er de ikke, siger han tilfreds.
Gjøl-kunstneren er oprindeligt uddannet reklametegner på et bureau i Hamborg.
- Her fik jeg lært at kopiere tykke englebasser blandt andet, smiler Danny Heinricht, der også har arbejdet som illustrator.
- Men jeg indså også, at jeg skulle være billedkunstner, og det har jeg været siden.
Selv maler han surrealistiske billeder i oliemaling og akrylmaling, og han er stærkt inspireret af landskaber og himmel og surrealismens kunstnere
- Jeg er inspireret af renæssancen og surrealismen og maler i den klassiske maletradition, fortæller han.
- Du ved Dali blandt andet, siger han og viser hovedværket til ferniseringen, der har fået titlen "Over Landskabet" ...
Det er Maria Stensgaard, der er kunsthistoriker, der holder åbningstalen.
- Og hun har lovet at vinkle den på det surrealistiske manifest
- Men der kommer også et jazzorkester, og så serverer jeg hjemmelavet hybensnaps, så det hele glider ned, smiler han så øjnene glimter bag de runde brilleglas.