Billede beskrivelse

Kunstkøbere valfarter til Nørhalne

04. september 2022 kl. 15.45
Opdateret kl. 20.08

Det kneb med parkeringspladserne ved Nørhalne Hallen, da udstillingen ”Nørhalne viser kunst” åbnede torsdag den 1. september. For publikum strømmede til den populære kunstudstilling, der i år bliver holdt for 22. gang og varer hele weekenden.

- Sidste gang i foråret 2021 havde vi 8.000 gæster, og sådan som det er begyndt, er jeg sikker på, at vi når endnu flere denne gang, siger Trine Schultz, der er formand for foreningen Idærtsforeningen Nørhalnes (IFN’s) Kunstvenner, som står bag det populære arrangement.

”Nørhalne viser kunst” blev åbnet med en festlig fernisering, som var flot besøgt, så der blev lagt flot op til en fantastisk weekend i kunstens tegn.

Kunstnerne møder køberne

”Nørhalne viser kunst” er en salgsudstilling, hvor kunstnerne får lejlighed til at præsentere deres arbejde og møde et købedygtigt publikum.

- Der er blandt andet mange kunstforeninger, der besøger messen for at købe kunst med hjem, som kan forskønne virksomheden i en periode – og så måske senere loddes ud blandt medlemmerne, fortæller Trine Schultz.

- Udstillingen har et godt rygte blandt kunstnerne. Vi havde 250 ansøgninger om at deltage. Her har vi så udvalgt 64, som er det maksimale, der er plads til. Kunstnerne repræsenterer alle kunstretninger – maleri, skulptur, akvarel, foto og smykker.

En landsdækkende begivenhed

- Det er ikke kun lokale, men kunstnere fra hele landet, der deltager – for det er vigtigt med den store bredde, der er med til at gøre udstillingen attraktiv for de besøgende. Så der skal være noget for enhver smag. Men vi prøver også altid at præsentere nogle unge kunstnere, siger Trine Schultz.

- Det er en god mulighed for kunstnerne til at sælge deres produkter – og vi har siden åbningen set mange forlade Nørhalne Hallen med et maleri eller en skulptur under armen.

- IFN’s Kunstvenner blev dannet i 1993. Så vidt vi ved, er vi landets eneste kunstforening med tilknytning til en idrætsforening. I klubben færdes dagligt mange mennesker, især mange børn og unge. Vi føler os overbeviste om, at lige så godt, det er for de unges fysik at dyrke idræt, lige så godt er det for deres psyke, at opleve spændende grafik og malerier, som kan sætte fantasien i gang og give nogle helt andre indtryk end dem, man kan få ude på sportsbanerne.

- Udover ”Nørhalne viser kunst” har vi cirka fire udstillinger om året i klubbens lokaler. Herudover arrangeres forskellige aktiviteter for medlemskredsen samt andre interesserede, blandt andet mal-selv-aftener og udflugter. Klubben har 200 medlemmer, oplyser Trine Schultz, der fortæller, at hendes egen interesse for kunst opstod for nogle år siden, da hun selv forsøgte sig med pensel og staffeli.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste