Kulturen i Jammerbugt er på lavt blus, men lever

Liv: Men opfindsomheden er stor, og der er liv i kulturen - blot i en mere digital form. Og inden længe åbner de første tilbud igen

29. april 2020 kl. 18.00

Kulturen i Jammerbugt Kommune er fortsat lukket ned som den er i resten af landet.

Men der foregår dog alligevel noget, for eksempel undervises elever i Kulturskolen virtuelt, og Jammerbugt Bibliotekerne har mange digitale tilbud samt ”tilbud to go,” som lånerne kan gøre brug af.

Det fortæller Ulla Tjell, der er kulturkonsulent & Koordinator for internationale relationer i Jammerbugt Kommune.

Et af de steder, der er ramt af corona-krisen er Jammerbugt Kulturskole, der har næsten 900 elever og 23 lærere.

- Vi har lidt udfordringer med vores holdundervisning, hvor det har været svært at tilrettelægge onlineundervisning. Enkelte hold har dog modtaget gode råd og hilsner fra deres lærer og vores FJ showband med 15 unge mennesker har øvet sig sammen hver for sig med Corona-sangen, der her været vidst på de sociale medier. Det er sjovt at lave og sjovt og lærerigt for eleverne at være med til. Vi har jo brug for de gode fælles oplevelser, bemærker Henrik Hammer, der er kulturskoleleder.

Og så her har man i den grad været nødt til at tænke i nye baner - og mere digtialt.

- Vores soloundervisning gennemfører vi virtuelt, og det foregår på mange forskellige måder. Nogle elever modtager onlineundervisning via video-chats og andre får gode råd og opgaver via YouTube og sociale medier, fortæller Henrik Hammer.

Kreative løsninger

Jammerbugt Kommunes fysiske billedkunstundervisning er også suspenderet. Men her er lærerne også kreative og lægger sjove og kreative opgaver ud på Facebook. Danseundervisningen har ligeledes overlevet ved ugentlige hilsner og videolinks fra læreren.

- Sæsonen slutter midt i juni, og vi begynder igen i slutningen af august. Man kan som vanligt melde sig til nu på jammerbugtkulturskole.dk og vi glæder os meget til at se vores elever igen – forhåbentlig allerede inden sommerferien, fortæller Henrik Hammer.

Bøger to go

Jammerbugt Bibliotekerne er fysisk lukkede for publikum, men der findes mange digitale tilbud, som biblioteket stiller til rådighed for borgerne. I den forbindelse oplever bibliotekschef Susanne Hjorth Hansen en stigning i forbruget, samtidig med, at biblioteket har fået nye lånere på grund af covid-19-nedlukningen.

- Det er jo en fantastisk bivirkning af den krise. Vi oplever at få flere brugere, vi oplever at E-Reolen, hvor man kan låne e-bøger, bruges meget mere, ja faktisk næsten dobbelt så meget, og lige sådan med vores Film i lænestolen, hvor borgerne kan se kvalitetsfilm fra hele verden. Her er flere filmkiggere. Vi har desuden Net-Lydbog, som er meget populært, og Press-Reader og RB-Digital, som er tilbud af god kvalitet, med adgang til bl.a. udenlandske aviser og fagtidsskrifter, siger hun.

Men også de ansatte på kommunens biblioteker glæder sig til at kommer tilbage til mere normale tilstande.

- Vi savner selvfølgelig vores brugere og muligheden for fysisk at formidle gode læseoplevelser til dem. Vi ved jo, at det at komme på biblioteket og læse bøger er en stor og positiv del af mange borgeres hverdag, og at det i det hele taget spiller en betydelig rolle for den mentale sundhed for os som mennesker, siger Susanne Hjorth.

Nye måder

Jammerbugt Kommunes Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalg med formand Helle Bak Andreasen i spidsen, bakker op om de muligheder, der er for at give borgerne litterære oplevelser og læring.

- Vi er helt med på, at der skrues op for antal udlån og downloads mv. Vi skal selvfølgelig benytte os af de tilbud og muligheder, der er til vores borgere. Det er jo også fremtiden, og jeg tror på, at denne tid lærer os nye måder at være kulturbrugere på, og at være kulturudbydere og -undervisere på, siger hun.

Hun er begejstret over opfindsomheden, og hun håber, at de mange erfaringer kan bruges i fremtiden også:

- Se bare på Jammerbugt Bibliotekernes fantastiske ordning med ”Bogposer to go”, hvor Jammerbugt Bibliotekerne leverer bogposer på din adresse. Medarbejderne på bibliotekerne pakker en pose bøger lige præcis efter borgerens ønske for eksempel krimier, kærlighed- og slægtsromaner eller børnebøger til en 4-årig pige og en 6-årig dreng. Og så leveret lige til døren. Jamen er det ikke fantastisk, siger hun og fortsætter.

- Mit håb er da, at ”Bogposer to go” er kommet for at blive – måske ikke med levering på dørtrinnet, men til afhentning på biblioteket for os, der selv kan komme rundt, siger Helle Bak Andreasen.

Håber er fortsat, at sommeren kan byde på kulturelle oplevelser for børnene i sommerferien.

Der er sendt invitation ud til skolerne og deres elever til årets Sommerkunstskole på Bratskov i august, og tilmeldingerne strømmer ind, fortæller Helle Bak Andreasen.

Hun understreger, at der er taget forbehold for aflysning, og det er tjekket, at man kan håndtere ekstra rengøring, håndvask, hvis det fortsat er et krav i august.

Helle Bak Andreasen ser lyst på fremtiden.

- Alt i alt er der meget lyst til og forhåbning om et aktivt og udadgående kulturliv i Jammerbugt Kommune igen. De frivillige kulturarrangører venter også på bedre tider og har mange spændende ting i kalenderen i efteråret. Mange arrangementer har heldigvis været mulige at flytte og ikke helt aflyse. ”Vi skal passe på hinanden og på vores kulturinstitutioner, kulturaktører og kulturbrugere. Jeg glæder mig meget til igen at komme i biografen, til koncert og på udstilling. Vi har så meget at byde på – og indtil da er jeg en flittig bruger af Jammerbugt Kommunes skønne vandrestier, slutter Helle Bak Andreasen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste