Billede beskrivelse

Krabben er væk: Vejret slider på lokalt vartegn

25. marts 2024 kl. 14.02

Gæsterne i Slettestrand må i øjeblikket undvære den store krabbe, som er Slettestrands vartegn, og som normalt er placeret lige over for havbådeværftet.

- Vejret er hårdt ved krabben, så den er på værksted i øjeblikket, fortæller Las Albrektsen, der er formand for foreningen Krabbens Venner.

- Den havde desværre fået nogle rusthuller – hele 21 i alt – som nu skal repareres. Og så skal den have en gang maling, inden de kommer op igen.

- Det er en ordentlig tur, den skal have, så jeg er lidt forsigtig med at komme med en tidsplan, men et realistisk gæt er nok seks til otte uger, før alt igen er ved det gamle, siger Las Albrektsen.

Skulptur ved et tilfælde

Krabben er en 2,5 m høj, sort jernskulptur af en krabbe i angrebsposition. Den blev stillet op den 4. april 1981 af giveren Erik Nielsen, frederikshavnsk tusindkunstner, som lavede den i 1978, oplyser Visit Nordvestkysten på sin hjemmeside.

Ifølge Erik Nielsen startede ideen for sjov, da han havde fået et nyt svejseapparat, som skulle prøves af. Men da arbejdet tog form, arbejdede han ivrigt videre og endte med en tro kopi af det ottebenede havdyr med de store kløer. Skulpturen passer ifølge Erik Nielsen perfekt til havet ved Slettestrand, der - nøjagtig ligesom krabben - er barsk.

Skulpturen blev foræret til Han Herreds Turistforening, hvorefter foreningen lod "Krabben" opstille på pladsen ved Han Herred Havbåde, Slettestrand, den 4. april 1981. Krabben er to gange tidligere blevet total renoveret i 2003 og i 2015.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste