Korsholm Tømrerforretning sælges til Granly
Tømrermester Gert Kjeldgård har besluttet at sælge sin virksomhed, Korsholm Tømrer- og Snedkerforretning, til Granly Tømrer- & Snedkerforretning A/S.
- Jeg vil gerne prøve noget nyt, fortæller en smilende Gert Kjeldgård, der samtidig understreger, at beslutningen på ingen måde bunder i, at han har for lidt at lave.
Nærmere tværtimod. Det at have en travl hverdag er til dels det, der har vækket ønsket om at stoppe op og prøve noget helt nyt, fortæller Gert Kjeldgård, der blot havde én ting for øje, da beslutningen var truffet.
- Jeg skulle være sikker på, at mine medarbejdere var sikret, understreger tømrermesteren, der ikke mindst var interesseret i at sælge til en virksomhed, som havde et højt fagligt niveau.
Ved at sælge virksomheden til Granly Tømrer- & Snedkerforretning A/S og virksomhedens indehaver, Mogens Christensen, har han gjort netop det. De medarbejdere, der er i Korsholm Tømrer- og Snedkerforretning følger med over i Granly, hvor de får fast ansættelse i en virksomhed i rivende udvikling.
Hos Granly tager man imod de nye medarbejdere med åbne arme, ikke mindst fordi man mere end nogensinde har brug for stærk og stabil arbejdskraft, som i dag kan være svær at få. Nye medarbejdere inden for byggefaget er ikke noget, der hænger på træerne.
- Vi har ikke haft så travlt i årevis, siger Mogens Christensen fra Granly, der både har medarbejdere på arbejde i Fjerritslev, resten af Han Herred og sågar så langt væk som i Aalborg.
Interessen for at bygge og renovere er eksploderet de seneste år, fortæller Mogens Christensen.
- Det er kommet i takt med, at huspriserne stiger og mange vælger at sælge deres hus, forklarer han og peger på, at netop nye boligejere er en kundegruppe, der er vokset markant hos Granly, lige som flere også vælger at få bygget helt nye huse, blandt andet i Thorup og andre steder i Jammerbugten.
Der er med andre ord rigeligt at se til hos Granly og de ekstra medarbejdere er med til at sikre, at man kan tage endnu flere kunder ind, efterhånden som opgaverne dukker op. Samtidig har opkøbet af Korsholm Tømrer- og Snedkerforretning også betydet, at man får en række kunder med sig, som er vant til at ringe til den lokale tømrer, når der skal repareres eller renoveres, for Gert Kjeldgård har valgt at anbefale sine faste kunder, at de fremover kontakter Granly Tømrer- & Snedkerforretning A/S - ikke mindst fordi han kan garantere, at håndværket her er i orden, lige som der også vil være kendte ansigter i form af hans tidligere medarbejdere, forklarer den afgående tømrermester.