Konkurrencer og urtepotter
Mellem 15. marts og 15. april holder Helle Tirsbæk sin fagprøve hos Kent Røge ApS
FJERRITSLEV: Helle Tirsbæk er vendt tilbage til sin arbejdsplads efter lange pauser som hjemsendt grundet nedlukninger.
Snart kan Helle kalde sig salgsassistent - men ikke helt endnu.
Under sin uddannelse har hun arbejdet hos Kent Røge ApS i Fjerritslev, og nu er hun i den afsluttende fase.
Det betyder, at hun mellem 15. marts og 15. april vil afholde sin fagprøve hos Kent Røge ApS.
Helle Tirsbæk tager sin uddannelse som salgsassistent på Erhvervsskolerne i Aars. Fagprøven afsluttende opgave, som tager udgangspunkt i en arbejdsopgave, der skal planlægges og gennemføres - i Helles tilfælde - hos Kent Røge ApS.
Helle har med sine 50 år haft glæden af at arbejde med lidt af hvert. Hun er dog altid endt ved salg, og nu har hun valgt at tage skridtet videre i den branche, hun kender og elsker at arbejde i.
- Jeg vil gerne have et bevis på, at jeg er god til det her, fortæller Helle Tirsbæk.
Og det bevis er lige rundt om hjørnet. Hun har glædet sig til at påbegynde sin fagprøve, der skal bringe helt nye produkter til Kent Røge ApS. Inspirationen til fagprøvens indhold kom næsten dumpende ned fra himlen, da hun til et udendørs julemarked faldt over keramikbrandet Casa Jada.
Casa Jada er keramikkunst fra et jysk familiefirma af samme navn. Keramikken håndmales i Spanien, og Helle Tirsbæk faldt pladask for de unikke motiver og koloritter.
- De havde skåle, kopper og kander men ingen urtepotter. Så det spurgte jeg, om de ikke skulle til at lave, fortæller Helle Tirsbæk, der nu sælger urtepotter fra Casa Jada, som hun selv har været med til at designe.
Det er blomstrede designs i spanske farver, der er blevet implementeret i sortimentet. Herudover har hun urtepotteskjulere fra 2have til dem, der søger et mere afdæmpet og stilrent udtryk.
- Jeg har forsøgt at ramme den brede skare ved at tilbyde både det skæve og det stilsikre, forklarer Helle Tirsbæk.
Da Helle søgte et job, gik hun målrettet efter de små lokale butikker, fordi hun elsker at komme kunderne ved - noget hun er garanteret i langt højere grad et sted i provinsen.
- Jeg elsker kundeservice og kontakten med kunder, fortæller Helle Tirsbæk.
Helle har desuden sans for indretning. Tit rykker hun rundt i butikken, for at give butikken nyt liv og overskueliggøre udvalget.
- Vi er en butik, der kan lidt af hvert, siger hun og smiler. Helle håber at kunne fortsætte hos Kent Røge ApS, når hun er færdiguddannet.
Fagprøven forløber indtil 15. april, og både i butikken og gennem Facebook kan man deltage i konkurrencer og holde sig opdateret på tilbud under Helle Tirsbæks fagprøve hos Kent Røge ApS.