Kongelig Jul i Øsløs
Øsløs Forsamlingshus slår 7. december dørene op til en musikalsk juleforestilling med Thy Teater, fyldt med musik og godt humør, leveret af sangerne og skuespillerne Birgitte Moesgaard Pedersen og Hans Dueholm og med Allan Dahl Hansen ved klaveret.
Juleforestillingen byder på nostalgisk julehygge som i de gode gamle dage - året er 1957, der er fint dækket op og Familiejournalen og Billedbladet ligger fremme, som det var sædvanen tro på Kong Frederik den 9. og Dronning Ingrids tid.
Birgitte Moesgaard Pedersen og Hans Dueholm spiller hr. og fru Krohne og synger for, når tonerne lyder til tidens julesange og populære toner. Tilskuerne bliver blandt andet inviteret med til Julebal i Nisseland og direkte ind i forestillingen. Og med afsæt i musikken kommer hr. og fru Krohne ind på tidens fortællinger om kongehuset og den årlige familiejul i Trend i Himmerland. Forestillingen, der vil være spækket med underholdende anekdoter og sange, henvender sig til alle, der elsker teater, sang og musik. En kongelig jul er blevet til i et samarbejde mellem Thy Teater og Figaros. Forestillingen starter klokken 19.