Kommunal garanti til Vesterhavsrock
Ligesom sidste år har Kultur, Fritids og Landdistriktsudvalget sagt ja til at holde en hånd under foreningerne bag Vesterhavsrock, hvis den store lokale festival meget mod forventning skulle giver underskud.
Udvalget har nemlig sagt ja til at dække 75 procent af et eventuelt underskud, dog højst 150.000 kroner.
- Men når det går så godt med festivalen år efter år, så kan kommunen ikke blive ved med at give en underskudsgaranti. Så må Vesterhavsrock selv oparbejde en økonomisk buffer til brug, hvis det en gang skulle gå galt, og så vil kommunen gerne hjælpe på en anden måde, siger Helle Bak Andreasen (V), formand for udvalget.
Udover den kommunale garanti har de fem foreninger bag indbetalt et depositum på 500.000 kroner til formålet.
Det er for at kunne opnå momsfritagelse, at Vesterhavsrock udlodder hele overskuddet hvert år til de fem foreninger, hvorfor arrangementet hvert år afholdes uden en egentlig egenkapital, der ellers kunne fungere som underskudsgaranti.
Jammerbugt Kommune opfordrer derfor til, at der oprettes en fond eller lignende, som fremover kan være med til at give en sådan garanti.
Årets udgave er i øvrigt den 19. af slagsen og arrangeres af Fjerritslev Byfestkomité, der har 13 frivillige bestyrelsesmedlemmer. For at kunne gennemføre koncerten er der yderligere cirka 300 frivillige hjælpere involveret.
Vesterhavsrock har gennem årene vokset sig større, og de budgetterede omkostning er vokset med fra 500.000 kroner det første år til at toppe med 2.437.000 kroner i 2014 og godt 2,275 millioner kroner sidste år.
Samtidig har festivalen i de 19 år samlet givet et overskud på knap 2,9 millioner kroner med 48.418 kroner i overskud i 2014 som det laveste og 493.866 kroner sidste år som det højeste.
Overskuddene er ubeskåret gået til FIF Fodbold, FIFI Håndbold, Fjerritslev Gymnastikforening, Fjerritslev Badmintonforening og Fjerritslev Tennisklub.