Billede beskrivelse

Køkkenerne er klar - lad kartoflerne komme

Der skal kunne laves mad på alle plejecentre i Jammerbugt

10. december 2017 kl. 10.49

De gode, gamle dage er på vej tilbage - i hvert fald på plejecentrene, hvor duften af flæskestegen om et års tid igen kan brede sig rundt i gangene. En større ombygning af Jammerbugt Kommunes plejecentre er ved at være færdig, og køkkenerne er nu fuldt udstyrede til at alle døgnets måltider kan tilberedes fra bunden alle ugens dage.

To ting skal dog ryddes af vejen, før der skal skrælles kartofler på plejecentrene.

For det første skal et flertal i kommunalbestyrelsen vedtage, at maden skal laves på centrene, for det andet skal den nuværende aftale med den eksterne leverandør Madhuset om levering af måltider opsiges.

Aftalen løber frem til udgangen af november næste år, og den skal i givet fald opsiges senest 1. juni.

Det betyder, at politikerne inden sommer skal tage stilling til, om al maden til de ældre på plejecentrene skal tilberedes på stedet.

Bliver det vedtaget skal der ansættes nyt personale til at tage sig af madlavningen. Det siger formanden for social- og sundhedsudvalget, Jens Rafn Andersen (V).

- Personalet på centrene nu er sosu-hjælpere og sosu-assistenter, og de er ikke fagligt klædt på til at planlægge og tilberede maden til de ældre, hvor nogen skal have specialkost, siger udvalgsformanden.

Derfor skal der ansættes køkkenpersonale med de nødvendige kompetencer.

- Vi har regnet lidt på det, og der bliver formentlig tale om, at hvert køkken skal have en 25-timers ansat. Hvis vi for eksempel ser på Kaas Plejecenter bor de ældre i grupper centreret om tre køkkener, og her ville hvert køkken skulle have sin egen ansatte, siger Jens Rafn Andersen.

Det vil komme til at koste kommunen omkring fire millioner kroner at ansætte personale i køkkenerne. Beløbet kan blive lidt mindre, hvis beboernes betaling for døgnkost sættes op fra de 111 kroner pr døgn, som er gældende fra årsskiftet.

Ombygningerne og indkøbene til plejecenterkøkkenerne har kostet 2,3 millioner kroner. Kommunen har fået alle pengene fra staten undtagen 142.000 kroner, som går til det eneste køkken, der ikke er færdigt. På Solgården i Fjerritslev skal der nemlig laves en ny tilbygning, hvor de andre plejecentre har kunnet nøjes med ombygninger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste