Klar til påske: Ny bænke og skilte skal hjælpe turister på vej
Skal inspirere til flere oplevelser
JAMMERBUGT: Skal du i påskeferien på tur til Blokhus, Slettestrand eller Thorupstrand, kan du støde på nye turistskilte og bænke.
Pointen med det nye udstyr er at lette adgangen til naturen i området og inspirere turisterne, der kommer forbi.
- Turismen er et vigtigt erhverv for vores kommune, da det er med til at holde hjulene i gang på de mange arbejdspladser, der er direkte afhængige af væksten i den lokale turisme. Vi arbejder derfor kontinuerlig for, at det samlede turismeprodukt forbliver aktuelt, så vi kan fastholde vores position som den største overnatningskommune i Nordjylland, siger borgmester Mogens Chr. Gade (V) i en pressemeddelelse.
Det første udstyr er allerede sat op ved Slettestrand, mens der nu arbejdes på at gøre det klar på Torvet i Blokhus og ved Thorupstrand.
Projektet med de nye turistskilte og bænke er en del af Vestkystens Wayfinding. Et fælles udviklingsprojekt for hele den jyske vestkyst.

