Billede beskrivelse

Klar til en travl sæson på Thorup Strand

12. februar 2018 kl. 08.13

Sidste års sommervejr var ikke prangende - alligevel oplevede medarbejderne på Thorup Strand Fiskerestaurant at blive rendt næsten over ende af de mange turister, der strømme til. I gennemsnit var der omkring 250 kunder gennem butikken om dage i sommermånederne. Og det har nu fået bestyrer Eva Papsi til at beslutte, at hun vil ansætte endnu flere medarbejdere denne sæson end sidste år.

- Vi havde alt for travlt, forklarer Eva Papsi, der - selvom hun håber på en gentagelse af sidste års succes - drømmer om en mere lun og sødmefuld sommer.

Måske kan det betyde, at man får langet flere is over disken, lyder det spinkle håb. Det er dog frem for alt fiskene og atmosfære, folk kommer for på Thorup Strand, og de ekstra hænder skal sikre, at de også i år får en rigtig god oplevelse i den vestligste del af Jammerbugten.

Allerede nu ser det ud til, at vejen er brolagt for netop det - i marts kan Jammerbugt Kommune nemlig indvie en helt ny p-plads ved den kendte strand.

- Det bliver noget helt andet, understreger Eva Papsi, der glæder sig til at se den nye plads blive taget i brug - for det har hidtil været farligt at være fodgænger under de forhold, der har været.

Ikke mindst når turisterne vælter ind i det omfang, som var tilfældet sidste år. Derfor kommer renoveringen af p-pladsen også som kaldet fra himlen, fortæller Eva Papsi, der sammen med Jammerbugt Kommune kan byde velkommen ved indvielsen sidst i marts, hvor hun vil være vært med lidt snacks og sodavand til dem, der skulle have lyst til at komme forbi.

Lige nu er det dog langt fra så hektisk i butikken som om sommeren, ikke mindst fordi fiskerne igennem den seneste tid er blevet mødt af knap så godt vejr, hvilket har betydet, at der ikke er kommet de store sendinger med rødspætter og andet godt ind i butikken - men det betyder ikke, at Eva Papsi kan holde ferie. Hun har fuld gang i sin forretning med mad ud af huset, som er ved at tage rigtig fart.

- Vi får flere og flere kunder - endda kunder uden for Jammerbugt Kommune, fortæller Eva Papsi, der glæder sig til endnu en spændende sæson i fiskebutikken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste