Kig på navlen, slå på trommen eller drej på gashåndtaget
Aktivitetsdag for elever på Brovst Skole
- Af med sko og strømper og væk med skoletasken, lød budskabet til børnene i idrætshallen, da de fredag havde aktivitetsdag sammen med byens foreninger. Der var ikke kun springgymnastik på programmet med Brovst Idrætsforening som arrangør, men også Brovst Pigegarden, Vilsbæk Ridecenter og speedwayklubben mfl. stillede deres ekspertise til rådighed for eleverne fra 0.-6. klasse fra Brovst Skole.
Pia Skifter Sørensen er lærer og har planlagt dagen for de 350 elever fordelt på 24 hold.
- Vi vil gerne åbne skolerne mod de lokale foreninger, og de forskellige foreninger har brochurer og klistermærker med til børnene, som de kan tage med hjem til forældrene, fortæller hun.
Og foreningerne har brug for lidt markedsføring, for de lange skoledage har betydet nedgang i medlemstallet, men også det faldende børnetal spiller ind, og så mangler der instruktører.
- Hallerne står tomme fra klokken 15-17, for lærerne er jo også på arbejde længe, og det er ofte dem, der er idrætsinstruktører, og på landet har vi et ekstra problem - forældrene skal jo være hjemme for at kunne transportere børnene, siger Pia Skifter Sørensen.
Udenfor Sport og Kulturcenter Brovst har Brovst Speedway Club linet micromaskiner og udstyr op, og der bliver drejet på gashåndtagene. De små køretøjer til børn i alderen 3-8 år er på 50cc, mens børn i alderen 8-15 år kan køre på 85cc cykler. Interesserede børn fik udleveret personlige indbydelseskort til en prøvetur, hvor de også kan låne dragter.
- Vi skal jo pleje fødekæden, og de speedwaycykler vi har med, gør jo ikke mere ravage end en havetraktor, lyder det fra klubben.
Inde i den store hal har børnene med lidt besvær fået sko og strømper af og varmer op på den store airtrack. Ivrige instruktører viser børnene turen rundt på banen med hoppepude, trampoliner og buk.
- Det gælder om at få pulsen op og springe igennem, bliver der råbt ud i lokalet, men vigtigst af alt, kig på navlen -
kig på navlen når I laver koldbøtter, lyder det igen og igen fra Lone Rildau og hendes medinstruktører.