Billede beskrivelse

Jytte inviterede til historietræf

17. juni 2024 kl. 06.00

BROVST/TRANUM: Årets Træf Han Herred, som er et møde for folk, der interesserer sig for egnens historie, bød på både baptisme og bondehistorie på en lang dag.

Det fortæller Jytte Vuust fra Skovsgård, der stod for arrangementet, som er en årligt tilbagevendende begivenhed.

- Igen i år har vi haft et fantastisk Træf Han Herred dag med godt 40 deltagere fra fjern og nær: De fjerne var fra Sjælland, Kolding, Herning, Skive, Hjørring, Suldrup og Aalborg og de nære fra Pandrup, Fjerritslev, Brovst, Tranum og så videre, siger Jytte Vuust.

Billede beskrivelse

Baptister og revolution

- Dagen begyndte i Brovst Baptist Kirke, hvor tidligere lærer Asger Hylleberg fortalte om kirken og baptist-menigheden. Hans store interesse for historie gjorde, at vi også hørte om den franske revolution, napoleonskrigene, Grundtvig og grundloven.

- Derefter gik turen til Tranum Egnssamling, hvor deltagerne nød kaffe og rundstykker, mens Bodil Andersen fortalte historien om stedet, hvordan det hele var startet og hvordan samlingen har nået sit nuværende stade. Deltagerne gik også selv på opdagelse i den flotte udstilling. De bedagede besøgende har alle levet i gamle dage, så gamle minder blev vækket til live igen og igen ved synet af de mange sjove ting og sager.

Billede beskrivelse

- Så var der frokost på Tranumstrand Kursuscenter. Folk var i godt humør, og der blev sunget og snakket, så det var en lyst. Gamle venner og skolekammerater fandt sammen og talte om deres skoletid, om de gode gamle dage, og hvad der ellers faldt dem ind.

- Det var en dejlig dag. Nu glæder vi os allerede til næste år, slutter Jytte Vuust.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste