Julehygge for hele familien: Så skal træet hentes
Margrethelund i Skræm er ikke til at komme uden om i denne søde juletid. På den hyggelige landejendom langt ude på landet producerer Ove Gundersen Jensen juletræer og julestemning i metervis.
- Vi sælger mellem 4.000 og 5.000 juletræer hvert år, så vi dækker en pæn stor del af salget i Jammerbugt kommune. Dels som fæld-selv her på ejendommen og gennem et forhandlernet med boder i blandt andet Halvrimmen, Brovst, Thorup, Øland og Hune, fortæller Ove Gundersen Jensen.
Juletræerne står på et syv hektar stort skovområde ved Skræm. Her har Ove Gundersen omkring 40.000 juletræer i alle aldre op til det typiske familietræ, der er mellem syv og otte år gammelt.
Salget går strygende
- Årets salg af juletræer og grønt er gået strygende. Folk er lidt før ude end tidligere år. Måske har det noget at gøre med sneen i de første par uger af december. For det skaber en særlig julehygge, når man henter familiens juletræ i sne og frost.
- Mange familier laver en udflugt ud af det. Så kan der nemt gå et par timer med at vælge det helt rigtige juletræ – og så slutter de af med en gang gløgg og æbleskiver i laden.
- Når træet er fundet og fældet, sørger jeg for det praktiske med at emballere træet i et net, hvis kunderne ønsker det – og jeg kan også fræse stammen til, så den passer lige nøjagtig i alle gængse juletræsfødder.
Fast tradition
En af de familier, der benyttede 3. søndag i advent til at bringe juletræet hjem, er familien Dovnborg Jensen, der drog af sted i to biler og fik en julehyggelig dag ud af turen til Skræm.
- Det er en fast tradition op til jul, som vi holder meget af, fortæller Kim Jensen.
- Børnene elsker turen, for så ved de, at julen er lige op over – og så gør det slet ikke noget, at Ove også byder på et glas varm gløgg.
Margrethelund har haft åbent for fæld-selv juletræer hver weekend i december. Der er også åbent 21., 22. og 23. december, så alle kan nå at fælde deres eget juletræ.
- Og der er nok at tage af. Vi løber ikke tør, siger Ove Gundersen Jensen, der driver Margrethelund som et fritidsbrug med hustruen og børnene som hjælpere.