Julefest i Lunden
Trampoliner, juletræ og risengrød
V. HJERMITSLEV: V. Hjermitslev har netop holdt deres årlige juletræsfest i Lunden.
- Det er en god gammel tradition vi har her i byen, fortæller V. Hjermitslev Borgerforenings formand John Lovmand.
Mange var mødt frem, især børnefamilier.
Juletræet var pyntet i hallen og der var mulighed for at boltre sig på måtter og trampolin.
Dagen sluttede med risengrød til alle, og skulle der mod forventning være nogle, som ikke kunne lide grøden, var der lun leverpostej i stedet for.
Julemanden kom også lige forbi og ønskede alle en god jul.