30 medlemmer af Pandrup Dykkerklub var mødt op for at deltage i jubilæumsarrangementet, hvor lyset i svømmehallen blev slukket.
Livet her

Jubilæum: Dykkere indtog svømmehallen om natten

Pandrup Dykkerklub fejrede 20 års jubilæum med et dyk i mørket

09. marts 2023 kl. 12:46

Der var buldrende mørkt, da Pandrup Dykkerklub forleden inviterede til jubilæum. Her var der nemlig arrangeret nat-dyk i svømmehallen i Jetsmark Idrætscenter.

30 personer deltog i arrangementet, som gav dykkerne mulighed for at få afprøvet deres lygter og i det hele taget oplev undervandsverdenen om natten.

- Det er spænding, eventyr og fascination på samme tid, men stadig trygt og komfortabelt – og her er Jetsmark Svømmehal helt unik at træne i, siger Anne-Louise Bertelsen, der er medlem af klubben.

Hun betegner det som en helt særlig oplevelse at dykke, når det er mørkt. 

- Der er en begrænset synlighed, og man bliver som dykker opmærksom på en anden måde ved nat-dyk. Særligt, når vi som dykkere træner procedurer, teknikker og opdriftskontrol samt interagerer med hinanden i mørke, siger hun.

Det er en hel speciel oplevelse at dykke i mørket, siger Anne-Louise Bertelsen.

Idrætscenteret er i øjeblikket under ombygning, og derfor havde klubben allieret sig med en saunavogn, som dykkerne kunne varme sig i efter dykkerturen.

Pandrup Dykkerklub træner indendørs i svømmehallen i vintersæsonen, det vil sige, fra starten af oktober - til og med maj, hvor medlemmerne hygger sig i vandet med snorkling og dykning.

Alle ”vandhunde” og personer med interesse for – eller lyst til - at lære at snorkle og dykke med udstyr er hjerteligt velkomne, oplyser Anne-Louise Bertelsen. 

Det er også muligt for interesserede at blive certificeret dykker. 

Annonceret indhold

Nyeste