Jord solgt til Rema 1000 men planloven driller
Arealet til ny butik i udkanten af Aabybro solgt i betinget handel
Rema 1000 har gennem længere tid vist interesse for at åbne butik i Aabybro, og flere placeringer har været i spil, men overvejende er der interesse for et erhvervsareal i udkanten af byen ved jem & fix og VUC, der er tæt på det nye boligområde, Horsebækken.
Dog driller planloven, ligesom ikke alle erhvervsdrivende med butik midt i byen synes godt om ideen om en dagligvarebutik uden for det nuværende centerområde, men nu er der indgået en handel.
- Vi har solgt et 7.000 kvadratmeter stor areal til Rema 1000 i en handel, der er betinget af, at de får lov til at opføre en butik, oplyser Jørn Krogsgaard, der sammen med Poul Østergaard ejer jorden.
Og de tøver ikke med at skilte med udviklingen, men har opsat et banner på stedet for at fortælle om salget.
- Det er godt for udviklingen af Aabybro by, hvis der kommer en Rema 1000 på arealet. Det vil trække flere folk inden om Aabybro by og ind til specialbutikkerne i centret, mener Jørn Krogsgaard.
- I forvejen betyder McDonald og jem & fix, at blandt andre de mange turister, der kører forbi Aabybro på vej til sommerhusområderne, smutter inden om Aabybro og dens butikker, og det vil en dagligvarebutik i området være med til at forstærke, siger Jørn Krogsgaard. Samtidig peger han på, at der med et kommende nyt boligkvarter i området bliver behov for en indkøbsmulighed.
- Og det kan ikke passe, at beboerne i Aabybro skal køre til Vadum eller Aalborg for at kunne købe ind i en Rema 1000, mener Jørn Krogsgaard.
Han lægger ikke skjul på, at handlen har været gennem en lang proces, fordi butikken i givet fald kommer til at ligge uden for det nuværende centerområde.
- Men vi satser på et samarbejde med kommunen om, at der bliver oprettet et nyt lokalcenter. Det ligger lige til højrebenet med den vækst, Aabybro er inde i, siger Jørn Krogsgaard.
Men borgmester Mogens Christen Gade (V) er ikke så optimistisk.
- Det ser sort ud med en dagligvarebutik i det område, konkluderer han.
Alle parter er enige om, at den faglige vurdering af muligheden skal være på plads, før der sker en politisk behandling af sagen. Og forvaltningen har længe sagt, at planloven - også i den nye udgave - ikke gør det muligt for Rema 1000 at åbne butik uden for centerområdet.
- Desuden har vi haft ekstern hjælp i form af en af landets ypperste eksperter i planloven, som har set på sagen, og er nået frem til den konklusion, at der ikke er en særlig god mulighed for at kunne etablere en dagligvarebutik i det område, siger borgmesteren.
- Men det er klart, at vi skal drøfte det i den nye kommunalbestyrelse, tilføjer han.
Men Jørn Krogsgaard påpeger, at det kan lade sig gøre i andre kommuner og, at Jammerbugt Kommune netop nu er i gang med en proces i Pandrup, der skal give Rema 1000 mulighed for at bygge i byens udkant uden for et centerområde.
- Vi har borgmesterens tilsagn om, at vi skal prøve dette af i forhold til planloven, siger Jørn Krogsgaard.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Reitan Ejendomsudvikling, der står for opførelse af nye Rema 1000 butikker.