Billede beskrivelse

Johanne sagde sit faste job op - nu laver hun surdejsbrød

Johanne Baggesen har etableret surdejsbageri midt i den smukke natur i Slettestrand 

27. februar 2023 kl. 10.29

SLETTESTRAND: Duften af bagværk og hvidløg rammer næseborene, idet man træder ind i køkkenet hos Johanne Baggesen.

Hun er i gang med at bage surdejspizzaer efter bestilling. I alt skal hun have fabrikeret 53 pizza'er denne fredag.

"ÆLT" startede i det små sidste år, da Johanne Baggesen solgte surdejsbagværk i forbindelse med et fødevaremarked i Slettestrand.

Udover at hun nu bager pizza'er, brød og fastelavnsboller på bestilling, har hun etableret samarbejde med forskellige aktører.

- Jeg har netop indgået aftale med Thorupstrand Fiskehus, hvor jeg skal levere brød, og tilsvarende har jeg indgået aftale med Aabybro Mejeri og ”Oh So Quiet”, der arrangerer vandreture, siger Johanne Baggesen og tilføjer, at det også bliver muligt at købe hendes morgenbrød i Thorupstrand Fiskehus.

Billede beskrivelse

Fra inspektør til selvstændig

Johanne Baggesen er vokset op på en landejendom ved Brønderslev og har en cand.mag. i oplevelsesøkonomi.

Hun har arbejdet på forskellige museer, og senest havde hun en stilling som museumsinspektør på Museum for Forsyning og Bæredygtighed i Brønderslev.

- Jeg havde lyst til at prøve noget andet, og i maj sidste år sagde jeg mit job op uden at have andet job på hånden.

En del af den nyvundne fritid brugte Johanne Baggesen på at male i det nye hus, som familien flyttede ind i december sidste år. Undervejs gjorde hun sig nogle tanker om, hvilken drejning hendes arbejdsliv skulle tage.

- Jeg vidste, at jeg var god til at bage, så det besluttede jeg mig for at prøve af. Det vigtigste for mig var, at det var noget, som jeg blev glad af at beskæftige mig med.

Billede beskrivelse

Med øje på en øget produktion har Johanne Baggesen været nødt til at investere i ny og større ovn, frysekapacitet mv. Hun håber, at det blot er starten, for ideerne bobler frem ligesom hendes surdej, der er grundlaget for forretningen.

- Min vision er at producere kvalitetsbrød til frost lavet på gode og lokale råvarer. En af mine tanker er at tilbyde brødkasser i lighed med måltidskasserne, siger Johanne Baggesen, der ligeledes håber, at hun kan indgå et samarbejde med områdets udlejningsbureauer om levering af brød til sommerhusgæsterne.

- Jeg håber, at jeg kan få skabt en god og sund virksomhed, som betyder, at jeg på sigt ikke kan blive ved med at være i de nuværende rammer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste