
Jette laver ungdomsklub på Gjøl
Onsdag aften var der liv og glade dage som aldrig før i hallen i Gjøl. Det var byens nye ungdomsklub, der havde premiere. Næsten 50 unge i aldersgruppen 5. til 9. klasse var mødt op for at blive medlemmer af Klubben, som initiativet kaldes.
- Det er tre år siden, at der sidst har været ungdomsklub på Gjøl. Det besluttede vi os for at ændre, så vi tog sagen i egen hånd, fortæller en af initiativtagerne, Jette Husbond Klyver, der også er formand for styregruppen.
- Det er ret typisk for sammenholdet her på Gjøl. Vi har ikke tid til at vente på, at nogen gør arbejdet for os. Vi gør det selv – og det kan vi gøre, fordi vi står sammen.
- Vi har blandt andet fået god hjælp af Gjøl Gymnastik- og Boldklub, som stiller hallen og medlemssystemet til rådighed, så det er gået ret stærkt, siden vi gik i gang. Faktisk kun en god måneds tid er der gået, siden vi fik ideen.

Far er hurtig
Det bekræfter et af medlemmerne af den nye klub, William Rom, som er søn af lokalpolitikeren Claus Rom (V).
- Jeg havde aldrig troet, at min far kunne arbejde så hurtigt. Det er kun et par uge siden, at han begyndte at snakke om klubben – og nu er den i gang.
De unge er begejstret for initiativet.
- Vi har længe manglet et sted. Det er ikke sjovt at rende rundt i Gjøls gader i slud og regn om aftenen. Nu har vi fået et mødested, fortæller Sofia Flensted Tranum, der hyggede sig med kammeraterne, mens de skrev ideer ned til aktiviteter i den nye klub.
- Det er naturligvis ikke gratis, men prisen er overkommelig. Det koster 75 kroner at være med frem til sommerferien, forklarer Jette Husbond Klyver.
Forældrene skal være med
- Men hvad der er nok så væsentligt er også, at forældrene skal binde sig til en eller to vagter, når vi har åbent hver onsdag.
- Det er overkommeligt for de fleste – og det styrker det lokale sammenhold. For det er også en oplagt chance for tilflyttere for at lære naboerne at kende og blive en del af lokalsamfundet. Dermed styrker vi også sammenholdet, så vi selv kan styre udviklingen, siger Jette Husbond Klyver.
Programmet for de ugentlige mødeaftener for de unge er temmelig åbent.
- Vi har bevidst ikke lagt et forkromet program. Det er op til de unge selv at komme med forslag. Der er mange ideer – og så tager vi den hen ad vejen. Udover GGB’s lokaler har vi også adgang til skolekøkkenet, så måske skal vi have en aften med en lokal bagedyst. Hvem ved?