Billede beskrivelse

Jesper er glad for sit nye spil: - Nu kan vi bruge kræfterne på fiskeri

11. juli 2023 kl. 06.01

Lørdag kunne ”Gutterne på kutterne” i Thorupstrand tage et nyt ud- og ophalingsspil i brug. Dermed er det lille fiskerleje godt rustet til en fremtid, hvor interessen for det miljøvenlige kystfiskeri er støt stigende. fortæller bådejer Jesper Olsen.

- Nu kan vi bruge kræfterne på fiskeriet og ikke på at reparere spillet, så vi er glade. Det gamle spil stammede fra 1948 og var slet ikke dimensioneret til de både, vi bruger i dag. Så nu bliver alting lettere – og i øvrigt meget mere sikkert. Det har betydning både for os som fiskere og såmænd også for de mange nysgerrige, der kommer forbi. For Thorupstrand er ikke bare vores arbejdsplads, men også en stor turistattraktion.

Billede beskrivelse

Arbejdet med at etablere det nye ophalingsspil har været kompliceret, for det er store kræfter, der er på spil, når bådene skal trækkes i land. Det nye spil er blevet forankret i undergrunden med 30 m3 beton – og der er også blevet sat en ny stander op mellem spilhuset og vandkanten.

Dyre sager

Det har heller ikke været billigt. 6,3 millioner kroner har hele herligheden kostet. Det er finansieret med midler fra Hav- og Fiskeriudviklingsprogrammet (EHFF), Jammerbugt Kommune, Claus Sørensens Fond, Norlys, Coop Crowdfunding samt en række private bidragydere. Spillet er organiseret i Thorupstrand Fiskeri- og Ophalingspil A.m.b.a., der har Jesper Olsens bror Bo som formand.

Det gamle ophalingsspil i Thorupstrand blev installeret i 1973. Det stammer fra landingspladsen i Klitmøller, hvor det blev taget i brug allerede i 1948. Spillet, der i sin tid er udviklet af Claus Sørensen, er dimensioneret til kystbåde, der er langt mindre end de både, der i dag er hjemmehørende i Thorupstrand.

Billede beskrivelse

Det nye spil blev indviet ved en højtidelighed lørdag formiddag, hvor borgmester Mogens Christen Gade klippede ”wiren”. Indvielsen blev overværet af 250 mennesker, der delte glæden over det nye spil med fiskerne.

Thorupstrand er i dag den eneste kystlandingsplads, hvor der fortsat drives erhvervsfiskeri med store klinkbyggede fartøjer. I de senere år er der kommet flere større fartøjer til pladsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste